Tirsdag, 29. juni 2021 - Ankomst i Valpolicella

Jeg sov godt og jeg fik morgenmad ved halv-ni-tiden. Vi var over en time forsinket, så der var tid nok til at nyde maden. Vi ankom til Innsbruck kl 10:30 og det tog lige en halv time at få motorcyklen af toget, så jeg kunne drage videre sydpå. Jeg skulle over Brennerpasset, som viste sig at være den kedeligste pas i Alperne, men også det laveste. Motorvejen er E45. Man opdager stort set ikke man kører over et pas og de ville heller ikke se Coronapas. Den italienske del hedder Sydtyrol eller Alto Adige på italiensk. Det er tidligere Østrisk-Ungarsk område, som de måtte afstå efter første verdenskrig. Mange taler stadig tysk og skiltene er både på tysk og italiensk. Man kører på motorvejen med næsten lodrette bjergvægge på begge sider og længere nede nær Bozen/Bolsano kommer der store æblemarker, der godt, for det utænede øje, kunne ligne vinmarker. Sydtyrol producerer store mængder æbler, så hvis du har fået et italiensk æble, så er det et godt bud, at det er fra Sydtyrol. Jeg så mange lastvogne fra DSV. Det er et danskt fragtfirma og det er et af de største i verden. Temperaturen steg efterhånden som jeg kom ned af bjerget mod Verona, og vinden kunne ikke længere køle mig. Tværtimod virkede det lidt som om vinden varmede. På vejen viser skiltene hele tiden til Modena og jeg kunne selvfølgelig ikke undgå at tænke på vaccinen.

Sandro havde skrevet til mig, at jeg skulle besøge ham, inden jeg indlogerede mig på Agriturismo Fioravante. Jeg blev straks budt på vand, som jeg trængte meget til og bagefter skulle jeg smage en lokal hvidvin, som ikke sælges, fordi der laves for lidt af den. Den er lavet på druen Garganega og var meget gul og smagte dejligt. Ret kraftig for en italiensk hvidvin. Han har også et enkelt citrontræ, som hans kone laver Lemoncello af. Den skulle jeg selvfølgelig også prøve. Man bruger kun det gule skind til at lave drikken af og den er meget sød og stærk. Han har vinmarker lige udenfor haven og det skulle være hjertet af Valpolicella Classico. Classico betyder, at det er et afgrænset område, der må kalde sig det. Altså ikke en produktionsmetode. Sandro taler kun italiensk, men med lidt sprogøre og en Google Translate gik det, - men langsomt. Jeg var nede og se hans atellie i kælderen. Han er selv kunstfotograf, men har samlet en masse forskellige kunstnere i en organisation, som han kalder Deposito Han tog med mig op til Fioravante og det viste sig, at han (selvfølgelig) var gode venner med indehaveren og hendes søn. Sønnen taler lidt engelsk, så det er en stor hjælp. Jeg har sagt til Sandro, at jeg vil tale italiensk, inden jeg forlader Italien. Det bliver noget af en opgave. Måske er det nemmere at lære italienerne engelsk. Jeg er vist eneste beboer på stedet. Der er åbenbart stadig ganske få turister her.

Sandro og Marco inviterede mig med ud at spise kl 20. Vi skulle mødes hos Sandro kl 19 og få et glas, så jeg var der selvfølgelig kl 19. Vi satte os igen på terrassen, hvor konen og datteren allerede var. Vi fik en lang snak og datteren oversatte noget af, hvad faderen sagde. Moderen talte lidt engelsk. Datteren studerer til skolelærer på universitetet. Uddannelsen tager 4 år. Både hun og broderen har en kæreste, men de bor stadig hjemme. De siger, at det er meget dyrt at flytte hjemmefra, men også lidt svært at flytte fra Mamas gode mad. Og hun gør det gerne, siger hun. Det var meget hyggeligt og Marco dukkede op lidt over kl. 20. Vi fik endnu et glas og de fandt endelig en restaurant i nabobyen Turbe, - Trattoria Caprini. Byerne ligger tæt og hver en flække har åbenbart en klasserestaurant. Marco kørte, men vi skulle lige forbi hans hjem og se hans nye fantastiske byggeri, som skal blive til vinproduktion, vinlager og smagelokaler. Kæmpestort og ambitiøst, men jeg tror, Marco er dygtig. Vi kørte videre af meget små veje til Torbe. Jeg nød udsigten over vinmarkerne. Kl 21:30 fik vi et bord udenfor og jeg lod Marco og Sandro bestille maden. Det blev en noget overvældende middag. Vi fik to retter som forret (antipasti), Lasagnette og en slags ravioli med ost. Lasagnette er egentlig "bare" en pastaret med ragoute, men hvilken pasta. Jeg er godt og grundig træt af dansk pasta, men jeg skal love for, at denne pasta smagte af noget. Den var hjemmelavet og de holder også pastaskole på restauranten, skulle det vise sig. Hovedretterne var forskellige kødretter. Først en steak. Sandro hældte olivenolien over min og hans steak. Det har jeg aldrig set før, men det smagte fint. Derefter en tynd skive oksekød i sovs. Hmm, - hvilken s

ovs! Dertil palenta. Til sidst "pulled" dyrekød, - altså dyrekød trukket til en slags fars. Igen fantastisk. Til dette fik vi en flaske Valpolicella Classico 2014 fra Roccolo Grassi. En rimelig kraftig en af slagsen, som koster 300kr i Danmark iflg. Vivino.