Konklusion

Jeg var vel lidt heldig, at jeg besluttede, at tage hjem netop i søndags. Fjorten dage synes at være nok. Jeg havde ellers overvejet at tage op i Tysklands vindistrikter, - f.eks. Mosel, men valgte at sige, at det måtte blive en anden gang. Umiddelbart efter jeg kom hjem, brød helvede løs i netop disse områder, med massive oversvømmelser og død og ødelæggelse.

Når man kommer hjem fra en rejse, så går jeg i hvert fald og tænker lidt på, hvad jeg har oplevet og prøver at lave en eller flere overordnede konklusioner.

Corona
Det første, jeg kommer til at tænke på er, hvad Corona har gjort ved turen. Første og fremmest tidspunktet. Jeg plejer jo at rejse i slutningen af april til hen i maj. Jeg startede på den måde for at køre foråret i møde, men det betød også, at det endnu ikke var blevet for varmt, hvor jeg kom til. Sidst i juni og starten af juli er det til tider for varmt. Især på motorcykel, hvor man skal have alt for meget tøj på af sikkerhedsgrunde. Det sene tidspunkt havde så også den fordel, at Sct. Bernhardpasset var åbnet. De åbner først passene i starten af juni. Jeg har altid gerne villet køre over et pas i stedet for igennem bjerget.
Coronaen betød også, at jeg alle steder skulle gå med maske indendørs. Det er træls, især i varmen. Heldigvis har mange køling indendørs, men alligevel. Godt, at vi er sluppet for det i Danmark, - indtil videre.
Jeg er fuldt vaccineret. Det var årsagen til, at jeg udskød starten af rejsen. Et coronapas ville hjælpe over grænserne i Europa, - troede jeg. Der var overhovedet ingen kontrol. Det var som det altid har været. Jeg kom ikke til at vise Coronapas nogen steder, overhovedet. Heller ikke på restauranter. Jeg tog derimod en PCR-test straks, da jeg kom hjem. Jeg kunne jo have slæbt en Delta-variant med hjem. Det ville ikke være så sjovt, når begge mine døtre endnu ikke er vaccineret på grund af, at de ammer.

Vinen
Årsagen til, at jeg vælger netop vinområder som destinationer er, at der som regel er godt vejr der. Det er jo netop derfor, de dyrker vin. Dernæst er jeg jo også meget interesseret i vin, men kun i Piemonte og især i Barolo, smagte jeg en del vine. De andre steder blev det ikke til så meget. Rødvinene i Barolo og Roero er lavet på Nebbiolodruen, som producerer meget garvesyre, som også kaldes tanin. Det udtører mundet og kan efterhåndet godt blive lidt trættende at få i munden. Lagring på flaske en halv snes år kan gøre meget, men jeg plejer at sige, at i min alder skal man ikke købe vin, der skal lagres længe. Det er ikke sikkert, det kan betale sig.
Ikke så snart jeg var hjemme, bestilte jeg tolv flasker fra vinbonden i Roero. Så må vi se, hvor længe jeg kan lade dem ligge på hylden.

Sproget

Mange italienere taler ikke andet end italiensk, men de unge er begyndt at lære lidt engelsk. Det gør det, alt andet lige, lidt lettere for os turister. I Schweiz taler de fire forskellige sprog, men især i det franske område, har de svært ved at tale de andre sprog. Tysk er dominerende i Schweiz, men det er de ligeglade med i de franske kantoner. Min værtinde i Riex ved Lausanne kunne dog lidt tysk og hendes sproggæst og ungarbejder fra Luzern, var der for at lære fransk. Der var mange tegninger på trappevæggen af unge, som havde boet hos hende for at øve sig i fransk. Jeg er ikke sikker på, at det går den anden vej. De franske føler sig tilfredse med kun at tale fransk. Da jeg var inde at smage noget vin i Riex og skulle vælge tre at smage, spurgte jeg om det var Chasselas, udtalt "sjase'la". Hun kiggede spørgende på mig og jeg gentog mit spørgsmål med samme resultat. En anden i nærheden, fortalte hende, hvad jeg mente og med et opklarende smil sagde hun "sjas'la". Jeg er kommet til at tænke på, at fremmedsprogsundervisningen ikke bare hjælper os med at begå os i udlandet, men også med at forstå, hvis udlændinge siger noget på vort eget sprog. Hjernen bliver trænet i at decifrere lydene og sætte dem sammen til vort sprog. Hun kunne tydeligvis kun fransk.
En lidt anderledes oplevelse havde jeg i Thann i Alsace. På min foretrukne pub serverede en ung dame. Jeg hidkaldte hende og sagde på tysk: "Kan ich eine grosses bier haben, bitte". Måske ikke perfekt, men dog forståelig, skulle jeg mene. Især omstændighederne taget i betragtning. Hun kiggede på mig med tomme øjne, mens hun rystede på hovedet. Det samme gentog sig, da jeg sagde det samme på engelsk. Nå, så måtte jeg tage disse guddommelige ord i min mund: "Je voudre un gran bier pressant, sil vous plais", - sådan cirka. Hun tænkte sig lidt om og nikkede. Det tog hende så et kvarter at servere øllet, men det skyldes nok mere, at hun var forvirret over at skulle servere for så mange mennesker. Stedet var næsten fyldt.
Jeg har i hvert fald fået trænet mit tyske og det er jeg faktisk glad for. Det gør det noget nemmere nede i Europa og så er det faktisk et smukt sprog. Min bedstemor, som kom fra den gamle grænse til Sønderjylland, kunne ikke lide tysk og tyskere, men indrømmede, at tysk var et smukt sprog at synge på.

Helbredet

Man skal have et godt helbred for at køre på motorcykel og hos mig, er det især ryggen der driller. Det er myoser fra et langt liv på kontorstolen ved tastaturet. Jeg har kunnet holde det noget i skak ved at træne i fitness-center, men coronanedlukningen har forhindret mig. Det kunne jeg godt mærke. Det må så være motivationen til at komme i fitness-centeret.

Mad

Generelt er de bedre til at lave mad syd for Alperne, - men ikke brød. Det værste brød var i Italien. Lidt bedre i Frankrig, men ikke imponerende. Schweiz og Tyskland endnu bedre, men ingen kommer på dansk niveau, - og jeg tænker ikke på rugbrød. Jeg kørte i hvert fald ned efter danske rundstykker tirsdag morgen. Det var dejligt.
Jeg var derimod ganske overrasket over noget pasta, som jeg fik i Italien. Det var hjemmelavet og var langt bedre end det gummipasta uden smag, som vi får serveret her i Danmark.

Motorcykel

Jeg kører ikke motorcykel som sport. Det har jeg aldrig gjort. Det er den individuelle frihed, der trækker. Desuden har den været husstandens ekstra "bil". Jeg kørte ialt 2375km på turen, mest på motorveje. Jeg må imidlertid indrømme, at det var lidt sjovt og flot at køre rundt i de små bjerge i Vougeserne og i Schwarzwald. Jeg brugte mine kundskaber erhvervet for mere end tyve år siden om ideallinjekørsel og kontrastyring, men der er jo også andre på vejen, så helt til perfektion, kunne jeg ikke køre.
Jeg havde fået den efterset hos mekanikeren inden jeg tog afsted, men alligevel begyndte en ABS-lampe at lyse rødt. Jeg mener at huske, at jeg bare skal ignorere det, indtil jeg kommer hjem, så det gjorde jeg. Jeg har vejhjælp i hele Europa, men det er alligevel ikke rart at få afbrudt sin ferie pga. tekniske fejl.

Det var en dejlig tur, men det var sandelig også dejligt at komme hjem til familien.

Mandag, 13. juli 2021 - Hjemad

Nattoget kører størkt gennem Tyskland. Sådan føles det i hvert fald og ved 7-tiden er vi nær Hamborg, men det tager alligevel en times tid at komme til Altona. Toget holder flere gange undervejs. Personalet serverede noget de kaldte "frühstück". Det er en overdrivelse. En bolle, lidt flødeost og noget marmelade. Dertil en kop kaffe. Det mættede kun lidt, men kaffen var god. Da vi alle stod af på perronen, faldt jeg igen i snak med Svend Erik, som jeg mødte i går eftermiddags i Lörrach. Jeg kendte hans ansigt, men kunne ikke placere ham. Det viste sig, at han har boet på Skejbytoften, men nu er flyttet til Uggelbølle. Han kører KTM, men har skiftet til en ny. Den har adaptiv fartkontrol, som min nye bil. Det er måske endnu vigtigere på en motorcykel. Vi fulgtes ud af Hamborg, til vi skulle have benzin på. Han kørte videre, mens jeg ville have noget rigtigt morgenmad. Det kunne de så ikke servere der, så jeg kørte videre til Hüttener Berge, - men det var lukket. Maven streg efter rigtig mad, men jeg fortsatte til jeg kom til Padborg. Jeg skulle selvfølgelig vente lidt i varmen ved grænsen. Hold da kæft, hvor er det et småligt land, der laver grænsekontrol og sætter vildsvinehegn op. Der er ikke vildsvin i Slesvig og der er ingen Corona eller flygtninge. Vi har kun nogle politikeres smålighed tilbage. Jeg kan godt blive noget irritabel på tom mave, men det blev der gjort noget ved på Cafeteriaet ved OK-tanken i Padborg. En bolle med ost og skinke til forret og derefter tre spejlæg med bacon og rugbrød. Jeg måtte bede specielt om rugbrød, for ellers havde jeg fået toast af hvidt brød. Nu kunne jeg køre videre, men skulderen værkede noget, så det var rart at skulle tanke i Skærup. Jeg kunne godt mærke at varmen var ved at komme til Danmark. Jeg var hjemme kl. 13:30 og der ventede Hanne med børnene. Især Laura var glad for at se mig og jeg især for at se hende. Jeg skulle lige have et bad og så måtte vi ud i haven og lege lidt. Nu er jeg hjemme igen og det er dejligt. Det er også dejlig at have børn, der kan passe ens børnebørn, mens man er på ferie, for jeg har savnet dem alle herhjemme. Ude godt hjemme bedst.

Billedet er af mine ferskner. Det sendte jeg til vingården i Roero, som ikke kunne dyrke nogen i år. Samtidig bestilte jeg tolv flasker af deres top-rødvin.

Søndag, 11. juli 2021 - Schwarzwald

Jeg plejer at skrive dagbog lige efter morgenmaden, men i går og i dag gjorde jeg det ikke. Jeg ville afsted. Jeg har bestilt plads på toget fra Lörrach til Hamborg i aften, men indtil da, vil jeg køre en tur ind i og op i Schwarzwald. Det er sådan set næsten det samme som Vougeserne, bare på den anden side af Rhinen. Jeg kørte på A36 over Rhinen ind i Tyskland, men det var umuligt at se hvor grænsen mellem Frankrig og Tyskland var. Der var intet blåt EU-skilt med stjerne og der var heller ingen velkommen-skilt. Jeg var faktisk i tvivl om jeg var kommet til Tyskland, indtil jeg så en "Ausfart"-skilt på motorvejen. Så meget er der sket siden 1. verdenskrig, - eller Den Store Krig, som disse to lande kalder den. Så smukt! Grænsen er her :47.77566324949895, 7.529611006603316

Jeg stoppede i Müllheim og satte GPS'en på "sjove veje" til Titisee-Neustadt. Det blev ad L131 og B317. Igen vrimlede det med MC'er, men det var også sjovt at køre og nogle meget flotte udsigter, bl. a. omkring Feldberg. Titisee-Neustadt er en oplevelse. Det vrimler med folk, som var det på stranden på Mallorca. Der er fyldt med restauranter, så det ikke noget problem at få frokost med udsigt over søen. Vejret var godt, men omgivelserne indbød ikke til det lange ophold, så jeg kom i tøjet igen og kørte ad små veje mod Lörrach. De blev efterhånden lige små nok, så til sidst skiftede jeg til normal vejvisning. Jeg er faktisk ikke helt sikker på vejen, men jeg ved, at jeg kom til Schluchsee, som jeg kørte nord om (vej 500) til TodtMoos. Herfra gik den aldeles smukke vej langs en flod/elv ad L148. Det er simpelthen den flotteste rute, jeg har kørt på denne tur. Høje klippevægge på begge sider og en brusende elv langs vejen. Jeg har ingen billeder. Jeg var for optaget af at køre.

Jeg kom tidligt til Lörrach, som bogstavelig talt ligger på grænsen mellem Tyskland og Schweiz. Grænsen går gennem byen og jeg kunne da lige gå ned og se grænseovergangen. Jeg lige fejlberegnet afstanden, så det blev en længere tur, men stædigheden vandt og jeg kom derned. Der er toldsteder for begge lande, men ingen toldere. Folk kan uhindret passere grænsen. Schweiz er ikke med i EU, som Tyskland, men er for nylig kommet med i Schengen-sammenarbejdet, som skal sørge for åbne grænser. Det bliver overholdt og er til glæde for befolkningen på begge sider. Manden, jeg mødte i går, boede i Thann, men arbejdede i Basel i Schweiz. Igen en håndgribelig fordel for både ham og hans arbejdsgiver. Det var meget varmt og efterhånden som jeg nærmede mig mit udgangspunkt, blev jeg mere og mere tørstig. Heldigvis er der en "Imbiss" på banearealet. Den byder på både mad og især kold øl. Det blev til nogle Warsteiner. En rigtig god tysk øl. Senere også lidt pølse med pommes. Der kom et ældre ægtepar til mit bord, for det stod i skyggen. Det viste sig, at hun var dansk og hed Sonja og han var schweizisk, men de talte hinandens sprog perfekt. Der var også et andet schweizisk ægtepar, som var på MC. Engang imellem gik det galt for det ældre ægtepar. De talte dansk til schweizerne og tysk til mig. Jeg kunne leve med det, men de andre grinede og bad dem skifte sprog. Ganske morsomt. Ved 18:30-tiden kørte vi MC'erne ombord, men toget skulle først køre kl 19:45, så der var tid til flere øl og mere snak på tysk. De mente, jeg taler godt tysk. Tyskere og schweizere er meget høflige. De skulle alle til Danmark, så jeg kunne give dem tips om Aarhus, Mols og Ebeltoft. Nu kunne vi ikke trække den længere. Der var meget varmt, men vi måtte ind i kupéerne, hvor det var endnu varmere. Jeg havde fået rikket udstyret til, så jeg kunne se finalen mellem England og Italien. Jeg brugte min telefon som WiFi-hotspot. Jeg havde stadig nogle GB tilovers, men ellers måtte jeg betale mig fra det. Jeg måtte se det. Alle håber Italien vinder, - men Wembley koger af fanatiske engelske fans. Toget starter to timer forsinket og heden i kupéen er næsten ulidelig. Jeg er heldigvis alene og breder mig derfor over det hele. Kampen slutter sent med italiensk sejr og jeg lægger mig til at sove straks.

Lørdag, 10. juli 2021 - Tur i Vougeserne

Jeg huskede at hæve Euro her til morgen. Jeg skulle op i bjergene og spise frokost, men inden skulle jeg lige besøge Hartmanswillerkopf, - et mindested for de faldne tyske og franske tropper under 1. verdenskrig. Turen derop er flot og god for motorcyklister. Man kører derop på D431. Der er en del MC'er, der mødes på Hartmannswillerkopf. Ud over det mægtige mindested, er der også stier til selve skyttegravene.

De er bygget af sten og ligger ganske tæt ved hinanden. Det var ret varmt og jeg havde selvfølgelig ikke taget korte bukser på under MC-bukserne, så dem måtte jeg beholde på. Der var mange stier, så det var svært at vælge den rigtige hjem til MC'en, men efter lidt hjælp gra Google Maps, gik det. Jeg kørte videre op mod Gran Ballon. Jeg er bestemt ikke den eneste motorcyklist på disse veje. Det er meget yndet at køre op på toppen. Hvad der er mere mærkeligt er, at nogle vil cykle derop. Det er ret imponerende. Der er en fantastisk udsigt på turen derop og også videre, ad D430, mod Ferme Auberge Huss, som serverer mad til vandere og andre som kommer forbi.

Det er en speciel ordning, hvor en gård kan sælge sine produkter, som på en restaurant. Der var fyldt, da jeg kom, men jeg kunne sagtens få noget at spise, hvis jeg ville sidde udenfor. Det ville jeg hellere end gerne i det gode vejr og samtidig nyde udsigten ned i dalen. Menuen er den samme hver dag. Ærtesuppe og hovedretten er skinke med kartoffel og grøn salat. Det smager pragtfuldt. Vejen hjem skulle være ned i dalen. Jeg kørte tilbage til Markstein, hvor alle veje mødes og kørte nu ad D27.

Der svævede mange faldskærmsglidere rundt om bakken ved Markstein, så jeg holdt lige ind og kiggede på dem og tog et par billeder. Turen videre ned af bjergene var fin og virkelig også populær blandt andre MC'er. Nede i dalen kørte jeg langs floden Thur, som går til Thann. Vel hjemme, tog jeg et bad og gik straks op til stedet fra i går, hvor jeg kunne sidde og lytte til floden. Der sad et ungt par, så jeg kunne ikke sidde i skyggen, men manden tilbød at bytte med mig. Vi faldt i snak og de anbefalede et par spisesteder til aftensmaden. Pludselig kom et par noget betænkelige typer, som ville give os noget at drikke, men vi forsvandt hurtigt. Parret kendte typerne, så de mente ikke jeg behøvede typerne. Parret viste mig op til restauranten, som viste sig være det, som aftenen før var fyldt. Maden blev et stykke oksekød med ost på!!?? Nå, det smagte nu fint, men jeg kunne stadig ikke få et glas Rangen Riesling. Det er nu lidt mærkeligt. Jeg var træt, så jeg gik hjem og også snart i seng.

Fredag, 9. juli 2021 - Mod Thann

Jeg er jo sådan set på vej hjem, så jeg har bestilt plads på toget på søndag. Egentlig troede jeg, at den kørte hver dag i sommerhalvåret, men det gør den åbenbart ikke. Det giver mig så mulighed for at komme til Than, som er den sydligste vinby i Alsace. Inden skulle jeg jo have morgenmad og det blev i haven i dag. Vejret var igen godt og jeg kunne nyde udsigten en sidste gang. Jeg betalte de 60 SFr for de to dage og kørte videre mod Than kl 10. Når man kører på de Schweiziske motorveje skal man have en lille vignette på, som koster omkring de 200kr, men det har jeg ikke i år. Der ingen steder at købe den, så måske er det ophævet efter at Schweiz er indtrådt i Schengensamarbejdet. Jeg var i Thann kl 13. Der var ingen problemer på vejen.

Jeg parkerede ved rådhuset og gik ud for at lede efter overnatning. Det blev Hotel de France. De skulle kun have €45 for en overnatning med morgenmad. Nok det billigste indtil nu. Jeg smed bagagen op på værelset og styrtede ud i byen for at få en "Tarte Flambé", - en slags tynd pizza kun med løg, bacon og ost.

Den smager fantastisk. Dertil et glas Riesling fra Gran Cru marken Rangen. Den skuffede nu lidt, men det må prøves igen. Nu vidste jeg egentlig ikke lige, hvad jeg skulle lave. Der var lidt værken i myoserne i højre skulder, så jeg skulle i hvert fald ikke køre mere, men efter lidt trissen rundt, fandt jeg et huggeligt sted lige ved floden, som havde gode stole og sofa udenfor. Her kunne jeg godt sidde et stykke tid. Så kom jeg pludselig i tanker om, at jeg ikke havde skrevet dagbog, så jeg gik op efter min computer og satte mig i samme stol med en øl og skrev til lyden af det brusende vand. Der gik faktisk lang tid, så ved 18-tiden gik jeg ud for at finde en restaurant, der kunne stille min sult.

Det første sted jeg fandt var fyldt op, det næste var ved at lukke og det sidste, som var lige over for hotellet var lukket. En herre ved et cafébord ved siden af fortalte, at restauranten åbnede kl 19 og at det var samme ejer som caféen. Nå, jeg satte mig med et glas hvidvin og betragtede gæsterne en times tid, indtil de åbnede. Jeg fik straks plads derinde og da jeg var sulten, ville jeg også have forret: 12 snegle. Hovedretten var en tynd kalvesteg med tyk champignonsovs og pommes frites. Lidt ost til dessert og det meste af en flaske Pinot Noir. Så kunne jeg heller ikke mere og kravlede over gaden ind på mit hotel. Du kan sikkert godt forstå, at jeg faldt tidlig i søvn.

Torsdag, 8. juli 2021 - Colli

Brødet til morgenmaden var blevet meget bedre end i Italien. Husmor bager selv friskt brød til hver morgen. Morgenmaden serveres i en lille nedlagt stald med tunge træmøbler. Ikke imponerende, - ud over brødet. Der var f.eks. ingen skinke, men rigelig ost og müsli. Begge dele er vel opfundet i Schweiz. Jeg blev i hvert fald mæt og gik op på værelset og skrev om dagen før. Derefter gik jeg ned til Colli, som åbenbart er den største by inden for et par kilometer. Motorvejen og jernbanen går lige nord for byen og afgrænser den dermed til vinmarkerne.

På den anden side ligger Geneve-søen og virker som en micro-Nice, med promenade, havn med lystbåde og sørundfart, der lægger til. Jeg trissede lidt rundt uden mål og med. Det var ikke lige til at finde et sted og smage vin, så jeg handlede ind til frokost i Coop og gik hjem igen. Jeg fik et par glas vin til maden og da det begyndte at regne, gik jeg op på værelset og fik en lur. Regnen var ikke stilnet af efter en times tid, så jeg tog vinflasken med ud under halvtaget og lyttede til en podcast og snakkede med den unge fyr fra Luzern, der var på ophold her en måned for at hjælpe og samtidig øve sig i fransk. Jeg forsøgte mig lidt med tysk og han var flink til at hjælpe. Han ved sikkert, hvordan det er at have svært ved et fremmedsprog. Da det endelig blev aften gik jeg op til Riex for at spise.

På vejen opdagede jeg et lille sted, hvor jeg kunne smage deres hvidvin. Jeg er jo slet ikke forudindtaget, så jeg fik tre glas med hver deres Gran Cru på Chasselas-druen. Distrikterne var

1. Riex
2. Calamini
3. Dézaley

Der var da forskel og den sidste da også bedst/kraftigst, - men vinen bør de sandelig ikke være stolte af. Nu skal du altså ikke tro, at de ikke kan lave vin i Schweiz. Det kan de bestemt. I 2019 var jeg i Sion i Valais-distriktet og der fik jeg bare virkelig god vin, - men også dyr vin. De kan ikke konkurrere på verdensmarkedet med priserne på deres vine. Det er derfor, du ikke ser Schweizisk vin i de danske butikker. Jeg gik videre til restauranten fra i går. Tjeneren havde foreslået en menu, som jeg ikke kunne spise i går, men godt i dag. Der var fuldt optaget. Jeg gik til Epesses, men der var heller ingen, så jeg måtte vende om og gå ned til Colli. Jeg gik ind på en ret fin restaurant ved "rivieraen" og fik en bøf og et par glas Pinot Noir. Både bøf og vin var virkelig gode. Det pissede ned, da jeg gik hjem og jeg gik straks i seng.

Onsdag, 7. juli 2021 - Over Gran Sct. Bernhard-passet

Det var ved tiden at tage videre. Varmen var ved at gå mig på. Jeg troede faktisk ikke, jeg havde mine begrænsninger på dette område, - men vi har vel alle en grænse. Jeg ville om på den anden side af Alperne, så jeg kørte ved 11-tiden og vejen nordpå omkring Torino til Aosta var lige og meget fin at køre på. Nord for Torino kunne jeg begynde at skimte forbjergene af Alperne og ved Aosta, hvor jeg tankede, var de ved at være store. Jeg skulle over Gran Sct. Bernhard. Når jeg har været hernede i april og maj er passene lukket. De åbner først i starten af juni. Jo tættere, jeg kom passet, jo mere snoede blev vejen og der var en del hårnålesving.

Jeg var på toppen ca. kl. 14. Højden er 2500m. Der var stadig sne nogle steder og der var kun ca 12 grader. Jeg fik lidt frokost på restauranten. Schweizisk bondemad og en øl. Mens jeg spiste kom der en meget tæt tåge, - eller sky skulle man måske sige. Så nedturen blev lidt mere forsigtig, men jeg kom hurtig under skyen. Man kører mod Martigny og det går ned ad hele tiden. Derfra videre mod Lausanne. Min destination var en lille by kaldet Epesses. Jeg har fundet den på Google Maps og på sattelitbilledet set, at det ligger midt i vinmarkerne.

Jeg kunne imidlertid ikke finde nogle B&B i byen. Jeg spurgte et par mænd, der sad og fik et glas fyraftensvin om de kendte en B&B. Det gjorde den ene. Jeg skulle køre til den næste lille by kaldet Riex og finde Le Vigny. Hun havde da et enkelt værelse til 60 SFr./ nat med morgenmad, så den nappede jeg. Huset er meget gammelt og alt er lidt slidt, men udsigten fra haven ligner en million.

Man kigger ned over vinmarkerne til Genevesøen og kan se bjerne på den anden side. Der blev jeg placeret med et glas vin, mens en ung fyr bar mine tunge MC-tasker op på værelset aller øverst oppe. Jeg gik op i byen for at få noget af spise, inden jeg skulle se semifinalen mellem England og Danmark. Jeg fandt en lille restaturant, hvor jeg kom til at sidde alene. Jeg fik nyre. Det smagte dejligt og dertil en flaske Pinot Noir, som var overraskende god og kraftig. Jeg tog resten af vinen med hjem. Jeg så første del af kampen i haven, men måtte trække ind under et halvtag, da det begyndte at dryppe lidt. Resultatet af kampen kender du vel. Jeg gik i seng straks efter den sluttede.