Søndag, 4. juli 2021 - Tour de force

Klokkem blev 8:30 inden jeg tog mig sammen til at komme op. Der bliver ikke serveret morgenmad her, så jeg må selv sørge for det. Jeg kogte æggene, som jeg købte i går. Æg, skinke, tomat og noget meget tørt italiensk brød. Der er virkelig underligt, at italienerne ikke kan lave bedre brød, når det måske er en af hovedingredienserne i deres madplan. Hvis det var i Danmark ville bageren gå fallit omgående, hvis han solgte sådan noget brød. Efter morgen maden skrev jeg dagbog og slappede af på sengen. Jeg skulle være i Monforte inden kl 12, hvor Turiskinformationen lukkede og der var god tid. Dvs, det begyndte at regne, da jeg tog afsted. Ikke meget, - men det regnede. Turistinformationen hjalp mig med at finde en vinavler, der ville holde vinsmagning på en søndag og som samtidig kunne tale engelsk. Hun aftalte kl 14:30 som mødetid. Der var rigelig tid til at få noget at spise inden. Jeg satte mig ind på baren næsten ved siden af. Den hed vist Barolo Bar.

Jeg fik noget Barolomarineret skinke og et glas Barolo selvfølgelig. Desserten var ost af forskellige slags. Det er de også gode til. Jeg betragtede de forskellige gæster. Det var søndag og et bryllupspar kom derind med gæster. Bruden var selvfølgelig flot klædt på, men ikke i hvidt. De havde vist også et par børn. Nå, der var stadig noget tid, så jeg kunne da køre en tur i områden. Der er helt ualmindeligt smukt, så jeg måtte af motorcyklen et par gange for at tage et billede med telefonen. Jeg havde glemt kameraet. Jeg fandt vejen ned til vinmanden (troede jeg) og kørte videre.

Det gik meget ned ad bakke og rundt, så jeg kom op det samme sted igen. Jeg kørte nu ned ad vejen for at finde nr 39, men det fandtes ikke. Nr. 41 var det, men ikke 39. Jeg måtte til sidst ringe ham op og indrømme, at jeg ikke kunne finde ham. Nåh, - sagde ham. GPS'en viser det helt forkerte sted pga. adressen. Find firmaet på Google Maps. Så viser den det rigtige sted. Det gjorde jeg og det viste sig at være ca 2 km væk og på netop den vej jeg lige havde kørt ned ad. Andrea tog imod mig og viste mig rundt på den topmoderne vingård, Josetta Saffirio hedder den. Der var et stort sted og blev rigtig godt indført i jordbundsforhold og de forskellige vinifikationsmetoder. De er økologiske, - både i marken i fremstillingen af vinen. De bruger den naturlige gær på druerne. Når gæringen går i gang i en tank og det ser ud til at gå godt, tager de lidt af vinen derfra og spæder til de andre tanke, for at bruge den samme gær. Ganske smart, synes jeg. Til sidst kom vi til det vigtigste. Smagningen af vinen. Etiketterne har små nisser i forskellige situationer. Det stammer fra ejerens barndom, hvor hendes far fortalte hende, at nisserne hjalp til i kælderen under høsten og at hun derfor ikke måtte gå derned. Den rigtige årsag var, at under gæringen kommer der meget CO2 og ilten forbruges, så det kan faktisk være farligt. Vi startede med en lyserød "champagne", - lavet på Nebiolodruen. Den smagte dejligt. Dernæst et par almindelige og til sidst tre Baroloer. De var fra forskelluge marker. Den sidste fra vinplanter plantet i 1948, så den hed "1948". Alle tre var ualmindelig gode, men jeg valgte at købe en "Persiera". Da jeg smagte den, sagde jeg, at jeg måske kunne finde et smule fersken et sted i smagsnuancerne. Det var pudsigt, sagde han. Det var jeg den første til at nævne, men markens navn betyder fersken og der havde tidligere groet fersken på marken. De havde også en vinmark, hvor der havde groet oliven og nogle påstod, at de kunne finde lidt olivensmag. Jeg gad ikke diskutere det videre. Jeg mener, at det er ren overtro. Jeg skulle egentlig have betalt €20 forsmagningen, men da jeg købte lidt, sprang han det over. Eller han glemte det. Vel hjemme, gik jeg ind til naboen og smagte lidt på deres tre Baroloer og til sidst også Nana og Renartes.

Nu kunne jeg i hvert fald ikke køre mere, så jeg valgte at gå hen til en restaurant i nabobyen Santa Maria. Nana fortalte mig, hvordan jeg fandt derhen og jeg havde jo også Google Maps, - så hvad kunne gå galt. Jeg havde bare glemt at fylde nok strøm på telefonen og samtidig havde jeg misforstået Nanas vejvisning. Jeg gik i et meget smukt område med vin, nødder og nogle enkelte kornmarker, der var høstet. Jeg kunne godt se en by oppe på bakketoppen, men der førte kun en markvej derop. Den fulgte jeg, men jeg kom ikke ind i byen. Jeg kunne kun se bagsiden af et hus, hvor de holdt høns og et par harer, - måske kaniner. Jeg kravlede op ad skrænten, men var nu i deres have og havelågen var låst. Oppe på balkonen kom en ældre herre og en noget yngre kvinde frem og spurgte, hvad jeg lavede. "Jeg skal til en restaurant i Santa Maria. Er dette ikke Santa Maria?". "Nej, det er det ikke. Det ligger helt derover", sagde damen og pegede. Jeg var tydeligvis gået helt forkert og nu havnet i nogle fremmede menneskers baghave. De bød mig om på den anden side og spurgte, om jeg ville have lidt vand. Det ville jeg meget gerne. Vi snakkede og de bød mig ind på toilettet, så jeg lige kunne nette mig lidt. Jeg var blevet ret svedt af turen og min T-shirt var hel våd. Manden kom med en af sine T-shirts og sagde, at den måtte jeg da gerne få. Jeg var nu ved at være ret flov og det blev da ikke mindre af, at de tilbød at køre mig over til restauranten. Manden var vinproducent og hedder Gianni Gagliado. En af de dyre, - tror jeg. I hvert fald at dømme efter bilen og at han også har en adresse i Nice, kunne jeg se på hans visitkort. Damen var rejsende i vin. Hun kom fra Polen, men havde boet i Italien i en halv snes år. Hun rejser verden rundt og sælger Barolovin. Jeg spurgte om, jeg måtte komme i morgen og smage hans vin og det måtte jeg sandelig gerne. Jeg kunne selv bestemme tidspunktet. Restaurant L'osteria del Vigaiolo havde en menu til €40. Det skulle vise sig at være en meget rimelig pris. Jeg fik vel 6 retter. En af dem ål. Hovedretten var Osso Buko. Jeg skulle selvfølgelig drikke en af Giannis vine til. En flaske koste €100, men i betragtning af, hvad der lige var hændt, så måtte det blive sådan en. Den smagte fortræffeligt og jeg nåede vist også at blive ret vissen, så da jeg spurgte tjeneren, hvilken vej jeg skulle gå for at komme hjem, tilbød han straks at køre mig.

De italienere er da ualmindelig gæstfrie og hjælpsomme. Jeg elsker Italen og italienere. Det er lige før jeg håber, at de vinder over Danmark i EM-finalen, - hvis Danmark kommer så langt. Italen gør helt sikkert!