Tirsdag, 6. juli 2021 - Roero

Jeg havde besluttet, at i dag skulle være den sidste dag i Barolo, men jeg skulle lige besøge vinregionen Roero, 20km nord for Barolo. De laver nogenlunde de samme vine, men måske en del mere hvidvin. Man finder ikke bare Roero på Google Maps og kører dertil, så jeg spurgte Andreas, sønnen i huset, hvor jeg skulle køre hen.

Han foreslog Canale, som er hovedbyen. Som sagt, så gjort. Igen satte jeg GPS'en til at køre på de små veje og det blev virkelig en smuk tur derop. Byen er virkelig ikke noget at skrive hjem om (hvad jeg jo så lige gør), men der var da et marked, som fyldte hele byen om formiddagen. Jeg fandt en lille café, lidt væk fra mylderet og bestilte en pastaret til frokost. Den kunne jeg have lavet bedre selv, men den mættede. Jeg undersøgte situationen, mens jeg sad der. Jeg skulle jo finde en vingår og jeg valgte Cascina Lanzarotti, lidt syd for Canale (http://www.cascinalanzarotti.it/).

Det var moderen, der tog imod og var meget venlig, men hun hidkaldte datteren, da det skulle være på engelsk. Hun viste sig at studere ønologi (vin) på universitetet i Alba og skulle overtage vingården efter forældrene. Meget traditionelt. Jeg fik lov at smage alt, hvad jeg ville. De åbnede en flaske, hvis ikke der var en i forvejen. Jeg roste vinene, - ganske fortjent.

De var fantastisk gode og kunne sagtens sammenlignes med Barolo, - bortset fra prisen. Deres toprødvin koster €11, hvor Giannis koster €85. Jeg bestiller nok en kasse, når jeg kommer hjem. Jeg kan sagtens leve med, at der ikke står Barolo på etiketten, - bare den smager som en Barolo, måske endda bedre. Jeg blev vist rundt i det topmoderne vineri, hvaraf meget var nybygget og endda ikke helt færdigt.

Udsigten var fantastisk. De har ca 11 ha og kan producere 75.000 flasker. Jeg købte et par røde og et par hvide. Da jeg kom hjem, trak proppen af en hvidvin og lod også værtsparret smage. De var vel også imponerede og Nina mente ikke, jeg sådan skulle prøve at ødelægge deres forretning. :-) Jeg gad ikke rigtig spise fint og heller ikke brød og pølse på værelset, så jeg fandt en pizzaria nede i Gallo. De kaldte pizzaen Frutti de Mare, men der var bare falsk krappekød på, men den mættede. Jeg kunne lige nå at komme hjem og se EM semifinalen mellem Italien og Spanien. Jeg sad udenfor i den meget lille går udenfor værelset. Da italien skorede deres mål, kunne jeg høre brølet over vinmarkerne. Der var til gengæld meget stille da Spanien skorede deres mål. De måtte i omkamp, men det opgav jeg at se færdig, så jeg lagde mig til at sove.

Mandag, 5. juli 2021 - Tilbage til gerningsstedet

Jeg skulle selvfølgelig og besøge Gianni igen i dag, men jeg skulle jo lige skrive dagbogen, men så kørte jeg også. Denne gang kom jeg direkte derhen. En sekretær tog imod mig og jeg blev sat i smagerummet, hvorefter hun hentede Gianni. Imens kunne jeg studere de udstillede vine. Vinen fra marken Lazzarito, som jeg gav €100 for i går på restauranten, kostede her €85, - men hos impotøren i Middelfart (http://hallervine.dk/) koster den over 1000 kr. Der er fuld plade på snob-afgiften. Han kom ned fra kontoret og vi havde lidt sjov med i går. Så skulle jeg lige se "fabrikken". Det er et pænt stort firma, med flere ansatte. Der er også rimelig mange små kælderrum med tønder.

Det har selvfølgelig et reelt formål, - men det også god reklame: Man ser trætønderne i de små mørke fugtige og kølige kældre. Nå, - vel oppe i smagelokalet igen, blev jeg beværtet med hans hvide vine. Dernæst undskyldte han, at havde et møde og at sekretæren ville overtage præsentationen af vinene. Det var selvfølgelig i orden og vi sagde farvel til hinanden. Sekretæren havde tydeligvis fået besked om at jeg ikke måtte smage på de dyre. Det er måske også lidt meget at åbne en hel flaske til €85, bare for at jeg kan få en skvat af den. Jeg kørte videre mod La Morra. Lidt frokost også smage nogle vine i Cantine Communale, som har samlet vine fra alle producenter fra La Morra-området. Man betaler pr. glas, men har altså mulighed at smage mange forskellige. Der var middagslukket, så jeg fik noget frokost imens. Dejligt at have så meget tid til at spise. Da jeg så mødte op kl. 14:30, skulle jeg have mundbind på hele tiden, sagde damen. "Øhh ja, men så kan jeg jo ikke drikke vinen". "Det kan du heller ikke, for vi må ikke skønke vin, pga af Corona, men du kan købe flaskerne". Det var så ikke lige det jeg havde lyst til. Hun tilbød så, at give mig nogle adresser på vinbønder, der tager imod turister. Jeg fik en i La Morra, et par udenfor mod byen Barolo og så en enkelt i Annunziata, hvor jeg bor. Ham i La Morra havde ikke tid pga et stort selskab, - så jeg valgte Settimo (http://aureliosettimo.com/). Det skulle vise at være kusinen til Ninas mand, Renate. Hun var meget flink og imødekommende. Jeg smagte flere vine men en af dem var en blanding af Dolcetto-druen og Nebbiolo-druen. Den skulle være lidt mere tilgængelig og det var den da også, men man fornemmede stadig taninen/garvesyren fra Nebbiolo-druen. Jeg tror, at jeg trænger til at smage nogle andre vine, med mindre taninindhold. Vel hjemme på "gården", satte jeg mig med en halv flaske rosé, mens værtsparret betjente kunder, der droppede ind. Der kom et par, hvor kvinden var fra USA og han fra Mexico. De skulle have nogle flasker fra 1984, - for det var deres år (fødselsår), så det ud til. Det fik de og vi faldt i snak. De boede i Lausanne i Schweiz og jeg havde netop forinden overvejet Lausanne som trædesten på min vej til Alsace. Lige øst for Lausanne er der et vinområde, der mest lave hvidvin på Chasselas-druen. Det er en dårlig vin, men det er de selv ude om. De kunne bare have valgt en bedre drue. Til sidste satte også værtsparret sig og vi fik en lang og meget hyggelig snak om alt muligt: kinesere, Pink Floyd osv. Det blev faktisk ikke til så meget resten af aftenen, så jeg gik til ro ved 23-tiden.

Søndag, 4. juli 2021 - Tour de force

Klokkem blev 8:30 inden jeg tog mig sammen til at komme op. Der bliver ikke serveret morgenmad her, så jeg må selv sørge for det. Jeg kogte æggene, som jeg købte i går. Æg, skinke, tomat og noget meget tørt italiensk brød. Der er virkelig underligt, at italienerne ikke kan lave bedre brød, når det måske er en af hovedingredienserne i deres madplan. Hvis det var i Danmark ville bageren gå fallit omgående, hvis han solgte sådan noget brød. Efter morgen maden skrev jeg dagbog og slappede af på sengen. Jeg skulle være i Monforte inden kl 12, hvor Turiskinformationen lukkede og der var god tid. Dvs, det begyndte at regne, da jeg tog afsted. Ikke meget, - men det regnede. Turistinformationen hjalp mig med at finde en vinavler, der ville holde vinsmagning på en søndag og som samtidig kunne tale engelsk. Hun aftalte kl 14:30 som mødetid. Der var rigelig tid til at få noget at spise inden. Jeg satte mig ind på baren næsten ved siden af. Den hed vist Barolo Bar.

Jeg fik noget Barolomarineret skinke og et glas Barolo selvfølgelig. Desserten var ost af forskellige slags. Det er de også gode til. Jeg betragtede de forskellige gæster. Det var søndag og et bryllupspar kom derind med gæster. Bruden var selvfølgelig flot klædt på, men ikke i hvidt. De havde vist også et par børn. Nå, der var stadig noget tid, så jeg kunne da køre en tur i områden. Der er helt ualmindeligt smukt, så jeg måtte af motorcyklen et par gange for at tage et billede med telefonen. Jeg havde glemt kameraet. Jeg fandt vejen ned til vinmanden (troede jeg) og kørte videre.

Det gik meget ned ad bakke og rundt, så jeg kom op det samme sted igen. Jeg kørte nu ned ad vejen for at finde nr 39, men det fandtes ikke. Nr. 41 var det, men ikke 39. Jeg måtte til sidst ringe ham op og indrømme, at jeg ikke kunne finde ham. Nåh, - sagde ham. GPS'en viser det helt forkerte sted pga. adressen. Find firmaet på Google Maps. Så viser den det rigtige sted. Det gjorde jeg og det viste sig at være ca 2 km væk og på netop den vej jeg lige havde kørt ned ad. Andrea tog imod mig og viste mig rundt på den topmoderne vingård, Josetta Saffirio hedder den. Der var et stort sted og blev rigtig godt indført i jordbundsforhold og de forskellige vinifikationsmetoder. De er økologiske, - både i marken i fremstillingen af vinen. De bruger den naturlige gær på druerne. Når gæringen går i gang i en tank og det ser ud til at gå godt, tager de lidt af vinen derfra og spæder til de andre tanke, for at bruge den samme gær. Ganske smart, synes jeg. Til sidst kom vi til det vigtigste. Smagningen af vinen. Etiketterne har små nisser i forskellige situationer. Det stammer fra ejerens barndom, hvor hendes far fortalte hende, at nisserne hjalp til i kælderen under høsten og at hun derfor ikke måtte gå derned. Den rigtige årsag var, at under gæringen kommer der meget CO2 og ilten forbruges, så det kan faktisk være farligt. Vi startede med en lyserød "champagne", - lavet på Nebiolodruen. Den smagte dejligt. Dernæst et par almindelige og til sidst tre Baroloer. De var fra forskelluge marker. Den sidste fra vinplanter plantet i 1948, så den hed "1948". Alle tre var ualmindelig gode, men jeg valgte at købe en "Persiera". Da jeg smagte den, sagde jeg, at jeg måske kunne finde et smule fersken et sted i smagsnuancerne. Det var pudsigt, sagde han. Det var jeg den første til at nævne, men markens navn betyder fersken og der havde tidligere groet fersken på marken. De havde også en vinmark, hvor der havde groet oliven og nogle påstod, at de kunne finde lidt olivensmag. Jeg gad ikke diskutere det videre. Jeg mener, at det er ren overtro. Jeg skulle egentlig have betalt €20 forsmagningen, men da jeg købte lidt, sprang han det over. Eller han glemte det. Vel hjemme, gik jeg ind til naboen og smagte lidt på deres tre Baroloer og til sidst også Nana og Renartes.

Nu kunne jeg i hvert fald ikke køre mere, så jeg valgte at gå hen til en restaurant i nabobyen Santa Maria. Nana fortalte mig, hvordan jeg fandt derhen og jeg havde jo også Google Maps, - så hvad kunne gå galt. Jeg havde bare glemt at fylde nok strøm på telefonen og samtidig havde jeg misforstået Nanas vejvisning. Jeg gik i et meget smukt område med vin, nødder og nogle enkelte kornmarker, der var høstet. Jeg kunne godt se en by oppe på bakketoppen, men der førte kun en markvej derop. Den fulgte jeg, men jeg kom ikke ind i byen. Jeg kunne kun se bagsiden af et hus, hvor de holdt høns og et par harer, - måske kaniner. Jeg kravlede op ad skrænten, men var nu i deres have og havelågen var låst. Oppe på balkonen kom en ældre herre og en noget yngre kvinde frem og spurgte, hvad jeg lavede. "Jeg skal til en restaurant i Santa Maria. Er dette ikke Santa Maria?". "Nej, det er det ikke. Det ligger helt derover", sagde damen og pegede. Jeg var tydeligvis gået helt forkert og nu havnet i nogle fremmede menneskers baghave. De bød mig om på den anden side og spurgte, om jeg ville have lidt vand. Det ville jeg meget gerne. Vi snakkede og de bød mig ind på toilettet, så jeg lige kunne nette mig lidt. Jeg var blevet ret svedt af turen og min T-shirt var hel våd. Manden kom med en af sine T-shirts og sagde, at den måtte jeg da gerne få. Jeg var nu ved at være ret flov og det blev da ikke mindre af, at de tilbød at køre mig over til restauranten. Manden var vinproducent og hedder Gianni Gagliado. En af de dyre, - tror jeg. I hvert fald at dømme efter bilen og at han også har en adresse i Nice, kunne jeg se på hans visitkort. Damen var rejsende i vin. Hun kom fra Polen, men havde boet i Italien i en halv snes år. Hun rejser verden rundt og sælger Barolovin. Jeg spurgte om, jeg måtte komme i morgen og smage hans vin og det måtte jeg sandelig gerne. Jeg kunne selv bestemme tidspunktet. Restaurant L'osteria del Vigaiolo havde en menu til €40. Det skulle vise sig at være en meget rimelig pris. Jeg fik vel 6 retter. En af dem ål. Hovedretten var Osso Buko. Jeg skulle selvfølgelig drikke en af Giannis vine til. En flaske koste €100, men i betragtning af, hvad der lige var hændt, så måtte det blive sådan en. Den smagte fortræffeligt og jeg nåede vist også at blive ret vissen, så da jeg spurgte tjeneren, hvilken vej jeg skulle gå for at komme hjem, tilbød han straks at køre mig.

De italienere er da ualmindelig gæstfrie og hjælpsomme. Jeg elsker Italen og italienere. Det er lige før jeg håber, at de vinder over Danmark i EM-finalen, - hvis Danmark kommer så langt. Italen gør helt sikkert!

Lørdag, 3. juli 2021

Sidste dag på Agriturismo Fioravante. Det er et pragtfuld sted, - som at bo på hotel. Der er mogenmad, sengen bliver redt hver dag og toilettet rengjort. Der er swimmingpool og meget venlig betjening, men nu må vagabonden videre. Jeg kørte kl. 11 og det var meget varmt, ca 30 gr, men jeg måtte have al tøjet på. Jeg skulle jo køre på motorvej. Der var heldigvis ikke meget trafik, Sikkert pga, af, at det var lørdag. Jeg var lige inde for at tanke benzin, kaffe og vand og så videre. Jeg får lidt ondt i højre skulder. Sikkert arbejdsskade fra tastaturet, - men det er til at leve med endnu. Jeg kørte vel omkring 140-150 km/t, men man sidder jo og tænker på alt og intet og pludselig glemmer man at dreje fra. Det skete faktisk to gange, men heldigvis redder GPS'en mig og kommer hurtigt ind på ruten igen. Der er ingen bakker på Po-sletten, men efterhånden som man nærmer sig Barolo, kommer der bakker, - hver med deres lille by og tårn på toppen. Jeg ankom her til Annunziata, hvor Nana og Renarte bor. Det var sønnen Andreas, der tog imod mig. Jeg fik vist mit lille værelse, men kørte hurtigt igen ned til et supermarked. Jeg skulle købe lidt frokost og aftensmad. Der var jo forboldkamp i aften kl 18. Danmark mod Tjekkiet. Heldigvis er der fjernsyn på værelset og kampen sendes på RAI1. Det svarer til DR1. Jeg spiste min frokost og kæmpede noget med at få WiFi til at virke. Jeg kunne tilslutte mig routeren med ikke komme videre ud på det store internet. Værterne forsøgte at hjælpe, men det så ikke ud til have nogen virkning. De mente, det måtte være mit udstyr, da de selv ikke havde noget problem. Vel egentlig fair nok, - altså bortset fra, at jeg ikke har haft problemer før. Jeg brugte mobiltelefonen som internet-router, men det kan jo blive dyrt i det lange løb. Jeg drak et par glas vin og ventede bare på, at kampen startede. Netop som første halvleg blev fløjtet af, forsvandt TV-signalet. Jeg var ved at gå i panik, men den begyndte efter lidt tid langsomt at komme tilbage. Først med pixeleret billede, men senere fuld signal. Puha. Lidt inde i anden halvleg skete det igen kortvarigt et par gange. Nana havde sagt, at der ikke er lyslederkabler, som i Danmark, men den elektroniske infrastruktur lader meget tilbage at ønske, - både lokalt og nationalt.

Fredag, 2. juli 2021 - Sol- og badedag

Jeg skulle egentlig have været videre mod Barolo, men Italien spiller EM mod Belgien i aften og det kunne være sjovt at opleve det sammen med Marco og hans venner på en bar. Men hvad skal jeg så få tiden til at gå med indtil da. Jeg orker ikke køre mere MC lige nu. Det er meget varmt. Heldigvis er løsningen lige udenfor døren: Swimmingpool og solseng. Jeg har næsten dårlig samvittighed over at bruge en dag ved poolen uden at se andet, men sådan må det være. Det blev til mange gange frem og tilbage mellem vandet og solsengen. Til frokost var jeg opppe i supermarkedet og købe lidt salat til frokost og et par øl.

Det eneste hår i suppen var cikaderne. Hold da kæft de skratter hele tiden. Beboerne her må blive døv for dem. Lidt ligesom folk der bor op og ned af en meget befærdet vej. Sidst på eftermiddagen kørte jeg mod Negrar ca 6 km herfra, hvor vi skulle mødes. Jeg fandt et sted at spise aftensmad. Jeg bestilte en bøf med Amaronesovs. Hvis ikke jeg havde bestilt lidt grønt til, havde jeg bare fået bøffen og noget hvidt brød. Det smagte ualmindelig godt og jeg gik ned til baren, hvor jeg så det meste af kampen mellem Schweiz og Spanien, som endte i strafesparkskonkurrence. Spanien endte med at vinde, men det var vist ret ufortjent.

Baren havde sat TV op udenfor og der sad Marco allerede, da jeg kom derud. Han havde et par venner med og det blev en hyggelig aften, hvor Italien vandt 2-1 over Belgien. Det var så vist ret fortjent. Turen hjem styrede GPS'en ad de meget små veje mellem landsbyerne. Vejen gik ud og ind, op og ned og det var kulsort nat. Jeg kørte stadig i T-shirt, men frøs ikke. Det var vist samme vej, som Marco kørte den første aften. Selvom jeg ikke havde lavet noget i løbet af dagen, var jeg alligevel træt og faldt hurtig i søvn.

Torsdag, 1. juli 2021- Verona

Jeg bor et meget dejligt sted. Agriturismo Fioravante i byen San Pietro In Cariano i Valpolicella nær Verona. Det er egentlig Bed&Breakfast, men også meget mere. Der er mange værelser og jeg bor her alene indtil videre. Turisterne udebliver sikkert pga. Corona. Der er en dejlig swimmingpool, hvor man også kan nyde solen. Det valgte jeg at gøre om formiddagen efter dagbogen. For det første er det ret varmt, - ca. 30 grader og for det andet trængte jeg bare til at slappe af. Nyde solen og køles af i poolen en gang imellem, men ved middagstid var det nok.

Jeg kørte ind til Verona for at se den og spise frokost. Der er kun ca 15 km derind, men jeg lod GPS'en vise en lidt anden vej. I Verona blev det ad de små gader intil nærheden af Arenaen. Den gamle romerske arena bruges i dag til at spille opera og der er tilsyneladende udsolgt hver aften. Der ligger mange restauranter overfor og jeg satte mig hos en af dem. Et par øl og en skål salat. Derefter travede jeg langs den gamle bymur, som måske er 20 m høj. Floden Adige slår et sving og deri ligger den gamle bydel, som er det interessante ved byen.

Jeg kom forbi Julies hus. Hende fra Shakespeares skuespil "Romeo og Julie". Det lyder som om parret virkelig har eksisteret. Man kan i hvert fald se Julies balkon hvor Romeo stod nedenfor.

Der er også rejst en statue af hende og hvis man rører hendes højre bryst, får man held i kærlighed. Det var der selvfølgelig en del (mænd) der gjorde, men det følte jeg ikke behov for. Ved siden af kunne unge elskende hænge en nøgle i et gitter, som symbol på deres store vedvarende kærlighed. Det er vist mest asiatiske turister der gør det. Asiater er ret overtroiske. Jeg satte mig på torvet Piazza della Erbe tæt ved for at slukke tørsten endnu engang. Der var handlende med turistskrammel, men ikke noget interessant.

Lige ved siden af stod det store tårn Torre dei Lamberti. Det skulle være verdens højeste tårn, da det blev bygget i 1300-tallet. Da var vi danske lige begyndt at bygge stenkirker uden tårn.

Der måtte jeg op. Jeg skulle kun vente ca 10 min på at få billet og der er elevator, så jeg var hurtigt deroppe. Der var en fin udsigt over den gamle by. Det må have været overvældende for datidens mennesker at komme så højt op.

Nedenfor tårnet er der en bygget en bue over gaden og fra buen hænger en stødtand, - ligner det. Rygterne siger, at hvis der går et ærligt menneske under den, falder den ned, så jeg turde ikke tage chancen, men gik udenom. Nu var varmen godt nok ved at være overvældende, så jeg valgte at køre hjem. Jeg trængte til et bad i poolen og måske endnu en øl. Væskebalancen er meget vigtig! Det blev vel til et par timer inden jeg blev sulten igen. Jeg fandt den nærmeste pizzaria og gik derhen bare for at opdage at det var lukket netop i dag. Jeg prøvede at finde endnu en og det lykkedes da også, men da jeg skulle til at spise den udenfor, kom der tre dråber regn. Første gang på min tur. Ved siden af lå en bar, hvor jeg fik en kop kaffe og så gik jeg hjemad. Jeg kan se dansk TV på min tablet, så det gjorde jeg resten af aftenen. Jeg nåede over 10.000 skridt i dag.

Onsdag, 30. juni 2021 - Hviledag

Temperaturen på værelset er omkring 27 gr. kl 8, hvor jeg går op til morgenmad, men det generer mig ikke. Jeg har selv medbragt termometer, så gradetallet er ikke speciel italiensk. Det generer mig ikke og egentlig heller ikke de senere middagstemperaturer. Efter morgenmaden skriver jeg dagbog, hvilket jeg også gjorde i dag. Bagefter hvilede jeg mig på sengen, for derefter at sætte mig op på motorcyklen og køre mod Torbe, hvor vi spiste i går. Marco kørte ad nogle meget små veje derop. Dem ville jeg prøve på MC'en, Jeg har en funktion på GPS'en, der finder de små og snoede veje, så det prøvede jeg. Det virkede fint, så jeg fortsatte efter Torbe op ad bakkerne. Hold da op hvor er der nogle flotte udsigter. Temperaturen falder også lidt efterhånden som man kommer op, men jeg kunne stadig holde varmen. Jeg brød min regel om altid at køre med MC-jakke og MC-bukser til beskyttelse. Jeg havde stadig rygskjoldet og hjælmen på, men ellers T-shirt og korte bukser. Jeg kørte vel ikke mere end 40 km/t, så skaderne ville være overkommelige, hvis jeg væltede.

Øverst oppe stoppede jeg i Corrubio for at få frokost på Ristorante Al Tesoro. En "salat mista". Jeg spiser ret godt til morgenmad, så jeg behøver ikke så meget til frokost. Jeg havde en aftale med Marco om at besøge ham kl. 14, så jeg trillede ned mod Negrar, hvor han bor. Negrar er hovedbyen for området.

Han har en vingård lige udenfor byen, Dolce Vera, og han er i gang med et kæmpe bygningsprojekt. Han har indtil nu måtttet sælge nogle af sine druer til andre vinproducenter og også ladet andre producenter lave hans vine. Det vil han trække hjem. Jeg smagte tre af hans vine. Faktisk en af hver kategori: en almindelig Valpolicella Classico, en Ripasso og hans Amarone. Hans Valpolicella er god og medium kraftig. Han bruger fire forskellige druer til vinen, hvor Corvina er den dominerende. Ripassoen har næsten samme smag, men er kraftigere og måske har den lidt sødme. Alle vinene kommer fra samme marker, så forskellen er udelukkende fremstillingsmåden. Amaronens druer ligger til tørre indendørs indtil januar eller februar, hvorefter de bliver presset til druesaft, som kommes på tanke, hvor saften gærer. Resten fra presset er drueskaller, som overhældes med den nygærede almindelige vin og der starter en anden gæring. Alkoholprocenten øges et par procenter og vinen bliver til en Ripasso. Marco har også nogle oliventræer, hvor han presser frugterne til olivenolie. Jeg købte en liter. Det kan jeg godt have plads til i taskerne.

Hjemme på basen slappede jeg af resten af eftermiddagen ved swimmingpoolen. Dejligt bare at sidde i solen og slappe af til chikadernes skratten. Aftensmaden var lidt brød med skinke og ost og en af Marcos Ripasso, - eller noget af den, for jeg gik død ret tidligt og måtte gå i seng.