Konklusion

Jeg var vel lidt heldig, at jeg besluttede, at tage hjem netop i søndags. Fjorten dage synes at være nok. Jeg havde ellers overvejet at tage op i Tysklands vindistrikter, - f.eks. Mosel, men valgte at sige, at det måtte blive en anden gang. Umiddelbart efter jeg kom hjem, brød helvede løs i netop disse områder, med massive oversvømmelser og død og ødelæggelse.

Når man kommer hjem fra en rejse, så går jeg i hvert fald og tænker lidt på, hvad jeg har oplevet og prøver at lave en eller flere overordnede konklusioner.

Corona
Det første, jeg kommer til at tænke på er, hvad Corona har gjort ved turen. Første og fremmest tidspunktet. Jeg plejer jo at rejse i slutningen af april til hen i maj. Jeg startede på den måde for at køre foråret i møde, men det betød også, at det endnu ikke var blevet for varmt, hvor jeg kom til. Sidst i juni og starten af juli er det til tider for varmt. Især på motorcykel, hvor man skal have alt for meget tøj på af sikkerhedsgrunde. Det sene tidspunkt havde så også den fordel, at Sct. Bernhardpasset var åbnet. De åbner først passene i starten af juni. Jeg har altid gerne villet køre over et pas i stedet for igennem bjerget.
Coronaen betød også, at jeg alle steder skulle gå med maske indendørs. Det er træls, især i varmen. Heldigvis har mange køling indendørs, men alligevel. Godt, at vi er sluppet for det i Danmark, - indtil videre.
Jeg er fuldt vaccineret. Det var årsagen til, at jeg udskød starten af rejsen. Et coronapas ville hjælpe over grænserne i Europa, - troede jeg. Der var overhovedet ingen kontrol. Det var som det altid har været. Jeg kom ikke til at vise Coronapas nogen steder, overhovedet. Heller ikke på restauranter. Jeg tog derimod en PCR-test straks, da jeg kom hjem. Jeg kunne jo have slæbt en Delta-variant med hjem. Det ville ikke være så sjovt, når begge mine døtre endnu ikke er vaccineret på grund af, at de ammer.

Vinen
Årsagen til, at jeg vælger netop vinområder som destinationer er, at der som regel er godt vejr der. Det er jo netop derfor, de dyrker vin. Dernæst er jeg jo også meget interesseret i vin, men kun i Piemonte og især i Barolo, smagte jeg en del vine. De andre steder blev det ikke til så meget. Rødvinene i Barolo og Roero er lavet på Nebbiolodruen, som producerer meget garvesyre, som også kaldes tanin. Det udtører mundet og kan efterhåndet godt blive lidt trættende at få i munden. Lagring på flaske en halv snes år kan gøre meget, men jeg plejer at sige, at i min alder skal man ikke købe vin, der skal lagres længe. Det er ikke sikkert, det kan betale sig.
Ikke så snart jeg var hjemme, bestilte jeg tolv flasker fra vinbonden i Roero. Så må vi se, hvor længe jeg kan lade dem ligge på hylden.

Sproget

Mange italienere taler ikke andet end italiensk, men de unge er begyndt at lære lidt engelsk. Det gør det, alt andet lige, lidt lettere for os turister. I Schweiz taler de fire forskellige sprog, men især i det franske område, har de svært ved at tale de andre sprog. Tysk er dominerende i Schweiz, men det er de ligeglade med i de franske kantoner. Min værtinde i Riex ved Lausanne kunne dog lidt tysk og hendes sproggæst og ungarbejder fra Luzern, var der for at lære fransk. Der var mange tegninger på trappevæggen af unge, som havde boet hos hende for at øve sig i fransk. Jeg er ikke sikker på, at det går den anden vej. De franske føler sig tilfredse med kun at tale fransk. Da jeg var inde at smage noget vin i Riex og skulle vælge tre at smage, spurgte jeg om det var Chasselas, udtalt "sjase'la". Hun kiggede spørgende på mig og jeg gentog mit spørgsmål med samme resultat. En anden i nærheden, fortalte hende, hvad jeg mente og med et opklarende smil sagde hun "sjas'la". Jeg er kommet til at tænke på, at fremmedsprogsundervisningen ikke bare hjælper os med at begå os i udlandet, men også med at forstå, hvis udlændinge siger noget på vort eget sprog. Hjernen bliver trænet i at decifrere lydene og sætte dem sammen til vort sprog. Hun kunne tydeligvis kun fransk.
En lidt anderledes oplevelse havde jeg i Thann i Alsace. På min foretrukne pub serverede en ung dame. Jeg hidkaldte hende og sagde på tysk: "Kan ich eine grosses bier haben, bitte". Måske ikke perfekt, men dog forståelig, skulle jeg mene. Især omstændighederne taget i betragtning. Hun kiggede på mig med tomme øjne, mens hun rystede på hovedet. Det samme gentog sig, da jeg sagde det samme på engelsk. Nå, så måtte jeg tage disse guddommelige ord i min mund: "Je voudre un gran bier pressant, sil vous plais", - sådan cirka. Hun tænkte sig lidt om og nikkede. Det tog hende så et kvarter at servere øllet, men det skyldes nok mere, at hun var forvirret over at skulle servere for så mange mennesker. Stedet var næsten fyldt.
Jeg har i hvert fald fået trænet mit tyske og det er jeg faktisk glad for. Det gør det noget nemmere nede i Europa og så er det faktisk et smukt sprog. Min bedstemor, som kom fra den gamle grænse til Sønderjylland, kunne ikke lide tysk og tyskere, men indrømmede, at tysk var et smukt sprog at synge på.

Helbredet

Man skal have et godt helbred for at køre på motorcykel og hos mig, er det især ryggen der driller. Det er myoser fra et langt liv på kontorstolen ved tastaturet. Jeg har kunnet holde det noget i skak ved at træne i fitness-center, men coronanedlukningen har forhindret mig. Det kunne jeg godt mærke. Det må så være motivationen til at komme i fitness-centeret.

Mad

Generelt er de bedre til at lave mad syd for Alperne, - men ikke brød. Det værste brød var i Italien. Lidt bedre i Frankrig, men ikke imponerende. Schweiz og Tyskland endnu bedre, men ingen kommer på dansk niveau, - og jeg tænker ikke på rugbrød. Jeg kørte i hvert fald ned efter danske rundstykker tirsdag morgen. Det var dejligt.
Jeg var derimod ganske overrasket over noget pasta, som jeg fik i Italien. Det var hjemmelavet og var langt bedre end det gummipasta uden smag, som vi får serveret her i Danmark.

Motorcykel

Jeg kører ikke motorcykel som sport. Det har jeg aldrig gjort. Det er den individuelle frihed, der trækker. Desuden har den været husstandens ekstra "bil". Jeg kørte ialt 2375km på turen, mest på motorveje. Jeg må imidlertid indrømme, at det var lidt sjovt og flot at køre rundt i de små bjerge i Vougeserne og i Schwarzwald. Jeg brugte mine kundskaber erhvervet for mere end tyve år siden om ideallinjekørsel og kontrastyring, men der er jo også andre på vejen, så helt til perfektion, kunne jeg ikke køre.
Jeg havde fået den efterset hos mekanikeren inden jeg tog afsted, men alligevel begyndte en ABS-lampe at lyse rødt. Jeg mener at huske, at jeg bare skal ignorere det, indtil jeg kommer hjem, så det gjorde jeg. Jeg har vejhjælp i hele Europa, men det er alligevel ikke rart at få afbrudt sin ferie pga. tekniske fejl.

Det var en dejlig tur, men det var sandelig også dejligt at komme hjem til familien.

Mandag, 13. juli 2021 - Hjemad

Nattoget kører størkt gennem Tyskland. Sådan føles det i hvert fald og ved 7-tiden er vi nær Hamborg, men det tager alligevel en times tid at komme til Altona. Toget holder flere gange undervejs. Personalet serverede noget de kaldte "frühstück". Det er en overdrivelse. En bolle, lidt flødeost og noget marmelade. Dertil en kop kaffe. Det mættede kun lidt, men kaffen var god. Da vi alle stod af på perronen, faldt jeg igen i snak med Svend Erik, som jeg mødte i går eftermiddags i Lörrach. Jeg kendte hans ansigt, men kunne ikke placere ham. Det viste sig, at han har boet på Skejbytoften, men nu er flyttet til Uggelbølle. Han kører KTM, men har skiftet til en ny. Den har adaptiv fartkontrol, som min nye bil. Det er måske endnu vigtigere på en motorcykel. Vi fulgtes ud af Hamborg, til vi skulle have benzin på. Han kørte videre, mens jeg ville have noget rigtigt morgenmad. Det kunne de så ikke servere der, så jeg kørte videre til Hüttener Berge, - men det var lukket. Maven streg efter rigtig mad, men jeg fortsatte til jeg kom til Padborg. Jeg skulle selvfølgelig vente lidt i varmen ved grænsen. Hold da kæft, hvor er det et småligt land, der laver grænsekontrol og sætter vildsvinehegn op. Der er ikke vildsvin i Slesvig og der er ingen Corona eller flygtninge. Vi har kun nogle politikeres smålighed tilbage. Jeg kan godt blive noget irritabel på tom mave, men det blev der gjort noget ved på Cafeteriaet ved OK-tanken i Padborg. En bolle med ost og skinke til forret og derefter tre spejlæg med bacon og rugbrød. Jeg måtte bede specielt om rugbrød, for ellers havde jeg fået toast af hvidt brød. Nu kunne jeg køre videre, men skulderen værkede noget, så det var rart at skulle tanke i Skærup. Jeg kunne godt mærke at varmen var ved at komme til Danmark. Jeg var hjemme kl. 13:30 og der ventede Hanne med børnene. Især Laura var glad for at se mig og jeg især for at se hende. Jeg skulle lige have et bad og så måtte vi ud i haven og lege lidt. Nu er jeg hjemme igen og det er dejligt. Det er også dejlig at have børn, der kan passe ens børnebørn, mens man er på ferie, for jeg har savnet dem alle herhjemme. Ude godt hjemme bedst.

Billedet er af mine ferskner. Det sendte jeg til vingården i Roero, som ikke kunne dyrke nogen i år. Samtidig bestilte jeg tolv flasker af deres top-rødvin.

Søndag, 11. juli 2021 - Schwarzwald

Jeg plejer at skrive dagbog lige efter morgenmaden, men i går og i dag gjorde jeg det ikke. Jeg ville afsted. Jeg har bestilt plads på toget fra Lörrach til Hamborg i aften, men indtil da, vil jeg køre en tur ind i og op i Schwarzwald. Det er sådan set næsten det samme som Vougeserne, bare på den anden side af Rhinen. Jeg kørte på A36 over Rhinen ind i Tyskland, men det var umuligt at se hvor grænsen mellem Frankrig og Tyskland var. Der var intet blåt EU-skilt med stjerne og der var heller ingen velkommen-skilt. Jeg var faktisk i tvivl om jeg var kommet til Tyskland, indtil jeg så en "Ausfart"-skilt på motorvejen. Så meget er der sket siden 1. verdenskrig, - eller Den Store Krig, som disse to lande kalder den. Så smukt! Grænsen er her :47.77566324949895, 7.529611006603316

Jeg stoppede i Müllheim og satte GPS'en på "sjove veje" til Titisee-Neustadt. Det blev ad L131 og B317. Igen vrimlede det med MC'er, men det var også sjovt at køre og nogle meget flotte udsigter, bl. a. omkring Feldberg. Titisee-Neustadt er en oplevelse. Det vrimler med folk, som var det på stranden på Mallorca. Der er fyldt med restauranter, så det ikke noget problem at få frokost med udsigt over søen. Vejret var godt, men omgivelserne indbød ikke til det lange ophold, så jeg kom i tøjet igen og kørte ad små veje mod Lörrach. De blev efterhånden lige små nok, så til sidst skiftede jeg til normal vejvisning. Jeg er faktisk ikke helt sikker på vejen, men jeg ved, at jeg kom til Schluchsee, som jeg kørte nord om (vej 500) til TodtMoos. Herfra gik den aldeles smukke vej langs en flod/elv ad L148. Det er simpelthen den flotteste rute, jeg har kørt på denne tur. Høje klippevægge på begge sider og en brusende elv langs vejen. Jeg har ingen billeder. Jeg var for optaget af at køre.

Jeg kom tidligt til Lörrach, som bogstavelig talt ligger på grænsen mellem Tyskland og Schweiz. Grænsen går gennem byen og jeg kunne da lige gå ned og se grænseovergangen. Jeg lige fejlberegnet afstanden, så det blev en længere tur, men stædigheden vandt og jeg kom derned. Der er toldsteder for begge lande, men ingen toldere. Folk kan uhindret passere grænsen. Schweiz er ikke med i EU, som Tyskland, men er for nylig kommet med i Schengen-sammenarbejdet, som skal sørge for åbne grænser. Det bliver overholdt og er til glæde for befolkningen på begge sider. Manden, jeg mødte i går, boede i Thann, men arbejdede i Basel i Schweiz. Igen en håndgribelig fordel for både ham og hans arbejdsgiver. Det var meget varmt og efterhånden som jeg nærmede mig mit udgangspunkt, blev jeg mere og mere tørstig. Heldigvis er der en "Imbiss" på banearealet. Den byder på både mad og især kold øl. Det blev til nogle Warsteiner. En rigtig god tysk øl. Senere også lidt pølse med pommes. Der kom et ældre ægtepar til mit bord, for det stod i skyggen. Det viste sig, at hun var dansk og hed Sonja og han var schweizisk, men de talte hinandens sprog perfekt. Der var også et andet schweizisk ægtepar, som var på MC. Engang imellem gik det galt for det ældre ægtepar. De talte dansk til schweizerne og tysk til mig. Jeg kunne leve med det, men de andre grinede og bad dem skifte sprog. Ganske morsomt. Ved 18:30-tiden kørte vi MC'erne ombord, men toget skulle først køre kl 19:45, så der var tid til flere øl og mere snak på tysk. De mente, jeg taler godt tysk. Tyskere og schweizere er meget høflige. De skulle alle til Danmark, så jeg kunne give dem tips om Aarhus, Mols og Ebeltoft. Nu kunne vi ikke trække den længere. Der var meget varmt, men vi måtte ind i kupéerne, hvor det var endnu varmere. Jeg havde fået rikket udstyret til, så jeg kunne se finalen mellem England og Italien. Jeg brugte min telefon som WiFi-hotspot. Jeg havde stadig nogle GB tilovers, men ellers måtte jeg betale mig fra det. Jeg måtte se det. Alle håber Italien vinder, - men Wembley koger af fanatiske engelske fans. Toget starter to timer forsinket og heden i kupéen er næsten ulidelig. Jeg er heldigvis alene og breder mig derfor over det hele. Kampen slutter sent med italiensk sejr og jeg lægger mig til at sove straks.

Lørdag, 10. juli 2021 - Tur i Vougeserne

Jeg huskede at hæve Euro her til morgen. Jeg skulle op i bjergene og spise frokost, men inden skulle jeg lige besøge Hartmanswillerkopf, - et mindested for de faldne tyske og franske tropper under 1. verdenskrig. Turen derop er flot og god for motorcyklister. Man kører derop på D431. Der er en del MC'er, der mødes på Hartmannswillerkopf. Ud over det mægtige mindested, er der også stier til selve skyttegravene.

De er bygget af sten og ligger ganske tæt ved hinanden. Det var ret varmt og jeg havde selvfølgelig ikke taget korte bukser på under MC-bukserne, så dem måtte jeg beholde på. Der var mange stier, så det var svært at vælge den rigtige hjem til MC'en, men efter lidt hjælp gra Google Maps, gik det. Jeg kørte videre op mod Gran Ballon. Jeg er bestemt ikke den eneste motorcyklist på disse veje. Det er meget yndet at køre op på toppen. Hvad der er mere mærkeligt er, at nogle vil cykle derop. Det er ret imponerende. Der er en fantastisk udsigt på turen derop og også videre, ad D430, mod Ferme Auberge Huss, som serverer mad til vandere og andre som kommer forbi.

Det er en speciel ordning, hvor en gård kan sælge sine produkter, som på en restaurant. Der var fyldt, da jeg kom, men jeg kunne sagtens få noget at spise, hvis jeg ville sidde udenfor. Det ville jeg hellere end gerne i det gode vejr og samtidig nyde udsigten ned i dalen. Menuen er den samme hver dag. Ærtesuppe og hovedretten er skinke med kartoffel og grøn salat. Det smager pragtfuldt. Vejen hjem skulle være ned i dalen. Jeg kørte tilbage til Markstein, hvor alle veje mødes og kørte nu ad D27.

Der svævede mange faldskærmsglidere rundt om bakken ved Markstein, så jeg holdt lige ind og kiggede på dem og tog et par billeder. Turen videre ned af bjergene var fin og virkelig også populær blandt andre MC'er. Nede i dalen kørte jeg langs floden Thur, som går til Thann. Vel hjemme, tog jeg et bad og gik straks op til stedet fra i går, hvor jeg kunne sidde og lytte til floden. Der sad et ungt par, så jeg kunne ikke sidde i skyggen, men manden tilbød at bytte med mig. Vi faldt i snak og de anbefalede et par spisesteder til aftensmaden. Pludselig kom et par noget betænkelige typer, som ville give os noget at drikke, men vi forsvandt hurtigt. Parret kendte typerne, så de mente ikke jeg behøvede typerne. Parret viste mig op til restauranten, som viste sig være det, som aftenen før var fyldt. Maden blev et stykke oksekød med ost på!!?? Nå, det smagte nu fint, men jeg kunne stadig ikke få et glas Rangen Riesling. Det er nu lidt mærkeligt. Jeg var træt, så jeg gik hjem og også snart i seng.

Fredag, 9. juli 2021 - Mod Thann

Jeg er jo sådan set på vej hjem, så jeg har bestilt plads på toget på søndag. Egentlig troede jeg, at den kørte hver dag i sommerhalvåret, men det gør den åbenbart ikke. Det giver mig så mulighed for at komme til Than, som er den sydligste vinby i Alsace. Inden skulle jeg jo have morgenmad og det blev i haven i dag. Vejret var igen godt og jeg kunne nyde udsigten en sidste gang. Jeg betalte de 60 SFr for de to dage og kørte videre mod Than kl 10. Når man kører på de Schweiziske motorveje skal man have en lille vignette på, som koster omkring de 200kr, men det har jeg ikke i år. Der ingen steder at købe den, så måske er det ophævet efter at Schweiz er indtrådt i Schengensamarbejdet. Jeg var i Thann kl 13. Der var ingen problemer på vejen.

Jeg parkerede ved rådhuset og gik ud for at lede efter overnatning. Det blev Hotel de France. De skulle kun have €45 for en overnatning med morgenmad. Nok det billigste indtil nu. Jeg smed bagagen op på værelset og styrtede ud i byen for at få en "Tarte Flambé", - en slags tynd pizza kun med løg, bacon og ost.

Den smager fantastisk. Dertil et glas Riesling fra Gran Cru marken Rangen. Den skuffede nu lidt, men det må prøves igen. Nu vidste jeg egentlig ikke lige, hvad jeg skulle lave. Der var lidt værken i myoserne i højre skulder, så jeg skulle i hvert fald ikke køre mere, men efter lidt trissen rundt, fandt jeg et huggeligt sted lige ved floden, som havde gode stole og sofa udenfor. Her kunne jeg godt sidde et stykke tid. Så kom jeg pludselig i tanker om, at jeg ikke havde skrevet dagbog, så jeg gik op efter min computer og satte mig i samme stol med en øl og skrev til lyden af det brusende vand. Der gik faktisk lang tid, så ved 18-tiden gik jeg ud for at finde en restaurant, der kunne stille min sult.

Det første sted jeg fandt var fyldt op, det næste var ved at lukke og det sidste, som var lige over for hotellet var lukket. En herre ved et cafébord ved siden af fortalte, at restauranten åbnede kl 19 og at det var samme ejer som caféen. Nå, jeg satte mig med et glas hvidvin og betragtede gæsterne en times tid, indtil de åbnede. Jeg fik straks plads derinde og da jeg var sulten, ville jeg også have forret: 12 snegle. Hovedretten var en tynd kalvesteg med tyk champignonsovs og pommes frites. Lidt ost til dessert og det meste af en flaske Pinot Noir. Så kunne jeg heller ikke mere og kravlede over gaden ind på mit hotel. Du kan sikkert godt forstå, at jeg faldt tidlig i søvn.

Torsdag, 8. juli 2021 - Colli

Brødet til morgenmaden var blevet meget bedre end i Italien. Husmor bager selv friskt brød til hver morgen. Morgenmaden serveres i en lille nedlagt stald med tunge træmøbler. Ikke imponerende, - ud over brødet. Der var f.eks. ingen skinke, men rigelig ost og müsli. Begge dele er vel opfundet i Schweiz. Jeg blev i hvert fald mæt og gik op på værelset og skrev om dagen før. Derefter gik jeg ned til Colli, som åbenbart er den største by inden for et par kilometer. Motorvejen og jernbanen går lige nord for byen og afgrænser den dermed til vinmarkerne.

På den anden side ligger Geneve-søen og virker som en micro-Nice, med promenade, havn med lystbåde og sørundfart, der lægger til. Jeg trissede lidt rundt uden mål og med. Det var ikke lige til at finde et sted og smage vin, så jeg handlede ind til frokost i Coop og gik hjem igen. Jeg fik et par glas vin til maden og da det begyndte at regne, gik jeg op på værelset og fik en lur. Regnen var ikke stilnet af efter en times tid, så jeg tog vinflasken med ud under halvtaget og lyttede til en podcast og snakkede med den unge fyr fra Luzern, der var på ophold her en måned for at hjælpe og samtidig øve sig i fransk. Jeg forsøgte mig lidt med tysk og han var flink til at hjælpe. Han ved sikkert, hvordan det er at have svært ved et fremmedsprog. Da det endelig blev aften gik jeg op til Riex for at spise.

På vejen opdagede jeg et lille sted, hvor jeg kunne smage deres hvidvin. Jeg er jo slet ikke forudindtaget, så jeg fik tre glas med hver deres Gran Cru på Chasselas-druen. Distrikterne var

1. Riex
2. Calamini
3. Dézaley

Der var da forskel og den sidste da også bedst/kraftigst, - men vinen bør de sandelig ikke være stolte af. Nu skal du altså ikke tro, at de ikke kan lave vin i Schweiz. Det kan de bestemt. I 2019 var jeg i Sion i Valais-distriktet og der fik jeg bare virkelig god vin, - men også dyr vin. De kan ikke konkurrere på verdensmarkedet med priserne på deres vine. Det er derfor, du ikke ser Schweizisk vin i de danske butikker. Jeg gik videre til restauranten fra i går. Tjeneren havde foreslået en menu, som jeg ikke kunne spise i går, men godt i dag. Der var fuldt optaget. Jeg gik til Epesses, men der var heller ingen, så jeg måtte vende om og gå ned til Colli. Jeg gik ind på en ret fin restaurant ved "rivieraen" og fik en bøf og et par glas Pinot Noir. Både bøf og vin var virkelig gode. Det pissede ned, da jeg gik hjem og jeg gik straks i seng.

Onsdag, 7. juli 2021 - Over Gran Sct. Bernhard-passet

Det var ved tiden at tage videre. Varmen var ved at gå mig på. Jeg troede faktisk ikke, jeg havde mine begrænsninger på dette område, - men vi har vel alle en grænse. Jeg ville om på den anden side af Alperne, så jeg kørte ved 11-tiden og vejen nordpå omkring Torino til Aosta var lige og meget fin at køre på. Nord for Torino kunne jeg begynde at skimte forbjergene af Alperne og ved Aosta, hvor jeg tankede, var de ved at være store. Jeg skulle over Gran Sct. Bernhard. Når jeg har været hernede i april og maj er passene lukket. De åbner først i starten af juni. Jo tættere, jeg kom passet, jo mere snoede blev vejen og der var en del hårnålesving.

Jeg var på toppen ca. kl. 14. Højden er 2500m. Der var stadig sne nogle steder og der var kun ca 12 grader. Jeg fik lidt frokost på restauranten. Schweizisk bondemad og en øl. Mens jeg spiste kom der en meget tæt tåge, - eller sky skulle man måske sige. Så nedturen blev lidt mere forsigtig, men jeg kom hurtig under skyen. Man kører mod Martigny og det går ned ad hele tiden. Derfra videre mod Lausanne. Min destination var en lille by kaldet Epesses. Jeg har fundet den på Google Maps og på sattelitbilledet set, at det ligger midt i vinmarkerne.

Jeg kunne imidlertid ikke finde nogle B&B i byen. Jeg spurgte et par mænd, der sad og fik et glas fyraftensvin om de kendte en B&B. Det gjorde den ene. Jeg skulle køre til den næste lille by kaldet Riex og finde Le Vigny. Hun havde da et enkelt værelse til 60 SFr./ nat med morgenmad, så den nappede jeg. Huset er meget gammelt og alt er lidt slidt, men udsigten fra haven ligner en million.

Man kigger ned over vinmarkerne til Genevesøen og kan se bjerne på den anden side. Der blev jeg placeret med et glas vin, mens en ung fyr bar mine tunge MC-tasker op på værelset aller øverst oppe. Jeg gik op i byen for at få noget af spise, inden jeg skulle se semifinalen mellem England og Danmark. Jeg fandt en lille restaturant, hvor jeg kom til at sidde alene. Jeg fik nyre. Det smagte dejligt og dertil en flaske Pinot Noir, som var overraskende god og kraftig. Jeg tog resten af vinen med hjem. Jeg så første del af kampen i haven, men måtte trække ind under et halvtag, da det begyndte at dryppe lidt. Resultatet af kampen kender du vel. Jeg gik i seng straks efter den sluttede.

Tirsdag, 6. juli 2021 - Roero

Jeg havde besluttet, at i dag skulle være den sidste dag i Barolo, men jeg skulle lige besøge vinregionen Roero, 20km nord for Barolo. De laver nogenlunde de samme vine, men måske en del mere hvidvin. Man finder ikke bare Roero på Google Maps og kører dertil, så jeg spurgte Andreas, sønnen i huset, hvor jeg skulle køre hen.

Han foreslog Canale, som er hovedbyen. Som sagt, så gjort. Igen satte jeg GPS'en til at køre på de små veje og det blev virkelig en smuk tur derop. Byen er virkelig ikke noget at skrive hjem om (hvad jeg jo så lige gør), men der var da et marked, som fyldte hele byen om formiddagen. Jeg fandt en lille café, lidt væk fra mylderet og bestilte en pastaret til frokost. Den kunne jeg have lavet bedre selv, men den mættede. Jeg undersøgte situationen, mens jeg sad der. Jeg skulle jo finde en vingår og jeg valgte Cascina Lanzarotti, lidt syd for Canale (http://www.cascinalanzarotti.it/).

Det var moderen, der tog imod og var meget venlig, men hun hidkaldte datteren, da det skulle være på engelsk. Hun viste sig at studere ønologi (vin) på universitetet i Alba og skulle overtage vingården efter forældrene. Meget traditionelt. Jeg fik lov at smage alt, hvad jeg ville. De åbnede en flaske, hvis ikke der var en i forvejen. Jeg roste vinene, - ganske fortjent.

De var fantastisk gode og kunne sagtens sammenlignes med Barolo, - bortset fra prisen. Deres toprødvin koster €11, hvor Giannis koster €85. Jeg bestiller nok en kasse, når jeg kommer hjem. Jeg kan sagtens leve med, at der ikke står Barolo på etiketten, - bare den smager som en Barolo, måske endda bedre. Jeg blev vist rundt i det topmoderne vineri, hvaraf meget var nybygget og endda ikke helt færdigt.

Udsigten var fantastisk. De har ca 11 ha og kan producere 75.000 flasker. Jeg købte et par røde og et par hvide. Da jeg kom hjem, trak proppen af en hvidvin og lod også værtsparret smage. De var vel også imponerede og Nina mente ikke, jeg sådan skulle prøve at ødelægge deres forretning. :-) Jeg gad ikke rigtig spise fint og heller ikke brød og pølse på værelset, så jeg fandt en pizzaria nede i Gallo. De kaldte pizzaen Frutti de Mare, men der var bare falsk krappekød på, men den mættede. Jeg kunne lige nå at komme hjem og se EM semifinalen mellem Italien og Spanien. Jeg sad udenfor i den meget lille går udenfor værelset. Da italien skorede deres mål, kunne jeg høre brølet over vinmarkerne. Der var til gengæld meget stille da Spanien skorede deres mål. De måtte i omkamp, men det opgav jeg at se færdig, så jeg lagde mig til at sove.

Mandag, 5. juli 2021 - Tilbage til gerningsstedet

Jeg skulle selvfølgelig og besøge Gianni igen i dag, men jeg skulle jo lige skrive dagbogen, men så kørte jeg også. Denne gang kom jeg direkte derhen. En sekretær tog imod mig og jeg blev sat i smagerummet, hvorefter hun hentede Gianni. Imens kunne jeg studere de udstillede vine. Vinen fra marken Lazzarito, som jeg gav €100 for i går på restauranten, kostede her €85, - men hos impotøren i Middelfart (http://hallervine.dk/) koster den over 1000 kr. Der er fuld plade på snob-afgiften. Han kom ned fra kontoret og vi havde lidt sjov med i går. Så skulle jeg lige se "fabrikken". Det er et pænt stort firma, med flere ansatte. Der er også rimelig mange små kælderrum med tønder.

Det har selvfølgelig et reelt formål, - men det også god reklame: Man ser trætønderne i de små mørke fugtige og kølige kældre. Nå, - vel oppe i smagelokalet igen, blev jeg beværtet med hans hvide vine. Dernæst undskyldte han, at havde et møde og at sekretæren ville overtage præsentationen af vinene. Det var selvfølgelig i orden og vi sagde farvel til hinanden. Sekretæren havde tydeligvis fået besked om at jeg ikke måtte smage på de dyre. Det er måske også lidt meget at åbne en hel flaske til €85, bare for at jeg kan få en skvat af den. Jeg kørte videre mod La Morra. Lidt frokost også smage nogle vine i Cantine Communale, som har samlet vine fra alle producenter fra La Morra-området. Man betaler pr. glas, men har altså mulighed at smage mange forskellige. Der var middagslukket, så jeg fik noget frokost imens. Dejligt at have så meget tid til at spise. Da jeg så mødte op kl. 14:30, skulle jeg have mundbind på hele tiden, sagde damen. "Øhh ja, men så kan jeg jo ikke drikke vinen". "Det kan du heller ikke, for vi må ikke skønke vin, pga af Corona, men du kan købe flaskerne". Det var så ikke lige det jeg havde lyst til. Hun tilbød så, at give mig nogle adresser på vinbønder, der tager imod turister. Jeg fik en i La Morra, et par udenfor mod byen Barolo og så en enkelt i Annunziata, hvor jeg bor. Ham i La Morra havde ikke tid pga et stort selskab, - så jeg valgte Settimo (http://aureliosettimo.com/). Det skulle vise at være kusinen til Ninas mand, Renate. Hun var meget flink og imødekommende. Jeg smagte flere vine men en af dem var en blanding af Dolcetto-druen og Nebbiolo-druen. Den skulle være lidt mere tilgængelig og det var den da også, men man fornemmede stadig taninen/garvesyren fra Nebbiolo-druen. Jeg tror, at jeg trænger til at smage nogle andre vine, med mindre taninindhold. Vel hjemme på "gården", satte jeg mig med en halv flaske rosé, mens værtsparret betjente kunder, der droppede ind. Der kom et par, hvor kvinden var fra USA og han fra Mexico. De skulle have nogle flasker fra 1984, - for det var deres år (fødselsår), så det ud til. Det fik de og vi faldt i snak. De boede i Lausanne i Schweiz og jeg havde netop forinden overvejet Lausanne som trædesten på min vej til Alsace. Lige øst for Lausanne er der et vinområde, der mest lave hvidvin på Chasselas-druen. Det er en dårlig vin, men det er de selv ude om. De kunne bare have valgt en bedre drue. Til sidste satte også værtsparret sig og vi fik en lang og meget hyggelig snak om alt muligt: kinesere, Pink Floyd osv. Det blev faktisk ikke til så meget resten af aftenen, så jeg gik til ro ved 23-tiden.

Søndag, 4. juli 2021 - Tour de force

Klokkem blev 8:30 inden jeg tog mig sammen til at komme op. Der bliver ikke serveret morgenmad her, så jeg må selv sørge for det. Jeg kogte æggene, som jeg købte i går. Æg, skinke, tomat og noget meget tørt italiensk brød. Der er virkelig underligt, at italienerne ikke kan lave bedre brød, når det måske er en af hovedingredienserne i deres madplan. Hvis det var i Danmark ville bageren gå fallit omgående, hvis han solgte sådan noget brød. Efter morgen maden skrev jeg dagbog og slappede af på sengen. Jeg skulle være i Monforte inden kl 12, hvor Turiskinformationen lukkede og der var god tid. Dvs, det begyndte at regne, da jeg tog afsted. Ikke meget, - men det regnede. Turistinformationen hjalp mig med at finde en vinavler, der ville holde vinsmagning på en søndag og som samtidig kunne tale engelsk. Hun aftalte kl 14:30 som mødetid. Der var rigelig tid til at få noget at spise inden. Jeg satte mig ind på baren næsten ved siden af. Den hed vist Barolo Bar.

Jeg fik noget Barolomarineret skinke og et glas Barolo selvfølgelig. Desserten var ost af forskellige slags. Det er de også gode til. Jeg betragtede de forskellige gæster. Det var søndag og et bryllupspar kom derind med gæster. Bruden var selvfølgelig flot klædt på, men ikke i hvidt. De havde vist også et par børn. Nå, der var stadig noget tid, så jeg kunne da køre en tur i områden. Der er helt ualmindeligt smukt, så jeg måtte af motorcyklen et par gange for at tage et billede med telefonen. Jeg havde glemt kameraet. Jeg fandt vejen ned til vinmanden (troede jeg) og kørte videre.

Det gik meget ned ad bakke og rundt, så jeg kom op det samme sted igen. Jeg kørte nu ned ad vejen for at finde nr 39, men det fandtes ikke. Nr. 41 var det, men ikke 39. Jeg måtte til sidst ringe ham op og indrømme, at jeg ikke kunne finde ham. Nåh, - sagde ham. GPS'en viser det helt forkerte sted pga. adressen. Find firmaet på Google Maps. Så viser den det rigtige sted. Det gjorde jeg og det viste sig at være ca 2 km væk og på netop den vej jeg lige havde kørt ned ad. Andrea tog imod mig og viste mig rundt på den topmoderne vingård, Josetta Saffirio hedder den. Der var et stort sted og blev rigtig godt indført i jordbundsforhold og de forskellige vinifikationsmetoder. De er økologiske, - både i marken i fremstillingen af vinen. De bruger den naturlige gær på druerne. Når gæringen går i gang i en tank og det ser ud til at gå godt, tager de lidt af vinen derfra og spæder til de andre tanke, for at bruge den samme gær. Ganske smart, synes jeg. Til sidst kom vi til det vigtigste. Smagningen af vinen. Etiketterne har små nisser i forskellige situationer. Det stammer fra ejerens barndom, hvor hendes far fortalte hende, at nisserne hjalp til i kælderen under høsten og at hun derfor ikke måtte gå derned. Den rigtige årsag var, at under gæringen kommer der meget CO2 og ilten forbruges, så det kan faktisk være farligt. Vi startede med en lyserød "champagne", - lavet på Nebiolodruen. Den smagte dejligt. Dernæst et par almindelige og til sidst tre Baroloer. De var fra forskelluge marker. Den sidste fra vinplanter plantet i 1948, så den hed "1948". Alle tre var ualmindelig gode, men jeg valgte at købe en "Persiera". Da jeg smagte den, sagde jeg, at jeg måske kunne finde et smule fersken et sted i smagsnuancerne. Det var pudsigt, sagde han. Det var jeg den første til at nævne, men markens navn betyder fersken og der havde tidligere groet fersken på marken. De havde også en vinmark, hvor der havde groet oliven og nogle påstod, at de kunne finde lidt olivensmag. Jeg gad ikke diskutere det videre. Jeg mener, at det er ren overtro. Jeg skulle egentlig have betalt €20 forsmagningen, men da jeg købte lidt, sprang han det over. Eller han glemte det. Vel hjemme, gik jeg ind til naboen og smagte lidt på deres tre Baroloer og til sidst også Nana og Renartes.

Nu kunne jeg i hvert fald ikke køre mere, så jeg valgte at gå hen til en restaurant i nabobyen Santa Maria. Nana fortalte mig, hvordan jeg fandt derhen og jeg havde jo også Google Maps, - så hvad kunne gå galt. Jeg havde bare glemt at fylde nok strøm på telefonen og samtidig havde jeg misforstået Nanas vejvisning. Jeg gik i et meget smukt område med vin, nødder og nogle enkelte kornmarker, der var høstet. Jeg kunne godt se en by oppe på bakketoppen, men der førte kun en markvej derop. Den fulgte jeg, men jeg kom ikke ind i byen. Jeg kunne kun se bagsiden af et hus, hvor de holdt høns og et par harer, - måske kaniner. Jeg kravlede op ad skrænten, men var nu i deres have og havelågen var låst. Oppe på balkonen kom en ældre herre og en noget yngre kvinde frem og spurgte, hvad jeg lavede. "Jeg skal til en restaurant i Santa Maria. Er dette ikke Santa Maria?". "Nej, det er det ikke. Det ligger helt derover", sagde damen og pegede. Jeg var tydeligvis gået helt forkert og nu havnet i nogle fremmede menneskers baghave. De bød mig om på den anden side og spurgte, om jeg ville have lidt vand. Det ville jeg meget gerne. Vi snakkede og de bød mig ind på toilettet, så jeg lige kunne nette mig lidt. Jeg var blevet ret svedt af turen og min T-shirt var hel våd. Manden kom med en af sine T-shirts og sagde, at den måtte jeg da gerne få. Jeg var nu ved at være ret flov og det blev da ikke mindre af, at de tilbød at køre mig over til restauranten. Manden var vinproducent og hedder Gianni Gagliado. En af de dyre, - tror jeg. I hvert fald at dømme efter bilen og at han også har en adresse i Nice, kunne jeg se på hans visitkort. Damen var rejsende i vin. Hun kom fra Polen, men havde boet i Italien i en halv snes år. Hun rejser verden rundt og sælger Barolovin. Jeg spurgte om, jeg måtte komme i morgen og smage hans vin og det måtte jeg sandelig gerne. Jeg kunne selv bestemme tidspunktet. Restaurant L'osteria del Vigaiolo havde en menu til €40. Det skulle vise sig at være en meget rimelig pris. Jeg fik vel 6 retter. En af dem ål. Hovedretten var Osso Buko. Jeg skulle selvfølgelig drikke en af Giannis vine til. En flaske koste €100, men i betragtning af, hvad der lige var hændt, så måtte det blive sådan en. Den smagte fortræffeligt og jeg nåede vist også at blive ret vissen, så da jeg spurgte tjeneren, hvilken vej jeg skulle gå for at komme hjem, tilbød han straks at køre mig.

De italienere er da ualmindelig gæstfrie og hjælpsomme. Jeg elsker Italen og italienere. Det er lige før jeg håber, at de vinder over Danmark i EM-finalen, - hvis Danmark kommer så langt. Italen gør helt sikkert!

Lørdag, 3. juli 2021

Sidste dag på Agriturismo Fioravante. Det er et pragtfuld sted, - som at bo på hotel. Der er mogenmad, sengen bliver redt hver dag og toilettet rengjort. Der er swimmingpool og meget venlig betjening, men nu må vagabonden videre. Jeg kørte kl. 11 og det var meget varmt, ca 30 gr, men jeg måtte have al tøjet på. Jeg skulle jo køre på motorvej. Der var heldigvis ikke meget trafik, Sikkert pga, af, at det var lørdag. Jeg var lige inde for at tanke benzin, kaffe og vand og så videre. Jeg får lidt ondt i højre skulder. Sikkert arbejdsskade fra tastaturet, - men det er til at leve med endnu. Jeg kørte vel omkring 140-150 km/t, men man sidder jo og tænker på alt og intet og pludselig glemmer man at dreje fra. Det skete faktisk to gange, men heldigvis redder GPS'en mig og kommer hurtigt ind på ruten igen. Der er ingen bakker på Po-sletten, men efterhånden som man nærmer sig Barolo, kommer der bakker, - hver med deres lille by og tårn på toppen. Jeg ankom her til Annunziata, hvor Nana og Renarte bor. Det var sønnen Andreas, der tog imod mig. Jeg fik vist mit lille værelse, men kørte hurtigt igen ned til et supermarked. Jeg skulle købe lidt frokost og aftensmad. Der var jo forboldkamp i aften kl 18. Danmark mod Tjekkiet. Heldigvis er der fjernsyn på værelset og kampen sendes på RAI1. Det svarer til DR1. Jeg spiste min frokost og kæmpede noget med at få WiFi til at virke. Jeg kunne tilslutte mig routeren med ikke komme videre ud på det store internet. Værterne forsøgte at hjælpe, men det så ikke ud til have nogen virkning. De mente, det måtte være mit udstyr, da de selv ikke havde noget problem. Vel egentlig fair nok, - altså bortset fra, at jeg ikke har haft problemer før. Jeg brugte mobiltelefonen som internet-router, men det kan jo blive dyrt i det lange løb. Jeg drak et par glas vin og ventede bare på, at kampen startede. Netop som første halvleg blev fløjtet af, forsvandt TV-signalet. Jeg var ved at gå i panik, men den begyndte efter lidt tid langsomt at komme tilbage. Først med pixeleret billede, men senere fuld signal. Puha. Lidt inde i anden halvleg skete det igen kortvarigt et par gange. Nana havde sagt, at der ikke er lyslederkabler, som i Danmark, men den elektroniske infrastruktur lader meget tilbage at ønske, - både lokalt og nationalt.

Fredag, 2. juli 2021 - Sol- og badedag

Jeg skulle egentlig have været videre mod Barolo, men Italien spiller EM mod Belgien i aften og det kunne være sjovt at opleve det sammen med Marco og hans venner på en bar. Men hvad skal jeg så få tiden til at gå med indtil da. Jeg orker ikke køre mere MC lige nu. Det er meget varmt. Heldigvis er løsningen lige udenfor døren: Swimmingpool og solseng. Jeg har næsten dårlig samvittighed over at bruge en dag ved poolen uden at se andet, men sådan må det være. Det blev til mange gange frem og tilbage mellem vandet og solsengen. Til frokost var jeg opppe i supermarkedet og købe lidt salat til frokost og et par øl.

Det eneste hår i suppen var cikaderne. Hold da kæft de skratter hele tiden. Beboerne her må blive døv for dem. Lidt ligesom folk der bor op og ned af en meget befærdet vej. Sidst på eftermiddagen kørte jeg mod Negrar ca 6 km herfra, hvor vi skulle mødes. Jeg fandt et sted at spise aftensmad. Jeg bestilte en bøf med Amaronesovs. Hvis ikke jeg havde bestilt lidt grønt til, havde jeg bare fået bøffen og noget hvidt brød. Det smagte ualmindelig godt og jeg gik ned til baren, hvor jeg så det meste af kampen mellem Schweiz og Spanien, som endte i strafesparkskonkurrence. Spanien endte med at vinde, men det var vist ret ufortjent.

Baren havde sat TV op udenfor og der sad Marco allerede, da jeg kom derud. Han havde et par venner med og det blev en hyggelig aften, hvor Italien vandt 2-1 over Belgien. Det var så vist ret fortjent. Turen hjem styrede GPS'en ad de meget små veje mellem landsbyerne. Vejen gik ud og ind, op og ned og det var kulsort nat. Jeg kørte stadig i T-shirt, men frøs ikke. Det var vist samme vej, som Marco kørte den første aften. Selvom jeg ikke havde lavet noget i løbet af dagen, var jeg alligevel træt og faldt hurtig i søvn.

Torsdag, 1. juli 2021- Verona

Jeg bor et meget dejligt sted. Agriturismo Fioravante i byen San Pietro In Cariano i Valpolicella nær Verona. Det er egentlig Bed&Breakfast, men også meget mere. Der er mange værelser og jeg bor her alene indtil videre. Turisterne udebliver sikkert pga. Corona. Der er en dejlig swimmingpool, hvor man også kan nyde solen. Det valgte jeg at gøre om formiddagen efter dagbogen. For det første er det ret varmt, - ca. 30 grader og for det andet trængte jeg bare til at slappe af. Nyde solen og køles af i poolen en gang imellem, men ved middagstid var det nok.

Jeg kørte ind til Verona for at se den og spise frokost. Der er kun ca 15 km derind, men jeg lod GPS'en vise en lidt anden vej. I Verona blev det ad de små gader intil nærheden af Arenaen. Den gamle romerske arena bruges i dag til at spille opera og der er tilsyneladende udsolgt hver aften. Der ligger mange restauranter overfor og jeg satte mig hos en af dem. Et par øl og en skål salat. Derefter travede jeg langs den gamle bymur, som måske er 20 m høj. Floden Adige slår et sving og deri ligger den gamle bydel, som er det interessante ved byen.

Jeg kom forbi Julies hus. Hende fra Shakespeares skuespil "Romeo og Julie". Det lyder som om parret virkelig har eksisteret. Man kan i hvert fald se Julies balkon hvor Romeo stod nedenfor.

Der er også rejst en statue af hende og hvis man rører hendes højre bryst, får man held i kærlighed. Det var der selvfølgelig en del (mænd) der gjorde, men det følte jeg ikke behov for. Ved siden af kunne unge elskende hænge en nøgle i et gitter, som symbol på deres store vedvarende kærlighed. Det er vist mest asiatiske turister der gør det. Asiater er ret overtroiske. Jeg satte mig på torvet Piazza della Erbe tæt ved for at slukke tørsten endnu engang. Der var handlende med turistskrammel, men ikke noget interessant.

Lige ved siden af stod det store tårn Torre dei Lamberti. Det skulle være verdens højeste tårn, da det blev bygget i 1300-tallet. Da var vi danske lige begyndt at bygge stenkirker uden tårn.

Der måtte jeg op. Jeg skulle kun vente ca 10 min på at få billet og der er elevator, så jeg var hurtigt deroppe. Der var en fin udsigt over den gamle by. Det må have været overvældende for datidens mennesker at komme så højt op.

Nedenfor tårnet er der en bygget en bue over gaden og fra buen hænger en stødtand, - ligner det. Rygterne siger, at hvis der går et ærligt menneske under den, falder den ned, så jeg turde ikke tage chancen, men gik udenom. Nu var varmen godt nok ved at være overvældende, så jeg valgte at køre hjem. Jeg trængte til et bad i poolen og måske endnu en øl. Væskebalancen er meget vigtig! Det blev vel til et par timer inden jeg blev sulten igen. Jeg fandt den nærmeste pizzaria og gik derhen bare for at opdage at det var lukket netop i dag. Jeg prøvede at finde endnu en og det lykkedes da også, men da jeg skulle til at spise den udenfor, kom der tre dråber regn. Første gang på min tur. Ved siden af lå en bar, hvor jeg fik en kop kaffe og så gik jeg hjemad. Jeg kan se dansk TV på min tablet, så det gjorde jeg resten af aftenen. Jeg nåede over 10.000 skridt i dag.

Onsdag, 30. juni 2021 - Hviledag

Temperaturen på værelset er omkring 27 gr. kl 8, hvor jeg går op til morgenmad, men det generer mig ikke. Jeg har selv medbragt termometer, så gradetallet er ikke speciel italiensk. Det generer mig ikke og egentlig heller ikke de senere middagstemperaturer. Efter morgenmaden skriver jeg dagbog, hvilket jeg også gjorde i dag. Bagefter hvilede jeg mig på sengen, for derefter at sætte mig op på motorcyklen og køre mod Torbe, hvor vi spiste i går. Marco kørte ad nogle meget små veje derop. Dem ville jeg prøve på MC'en, Jeg har en funktion på GPS'en, der finder de små og snoede veje, så det prøvede jeg. Det virkede fint, så jeg fortsatte efter Torbe op ad bakkerne. Hold da op hvor er der nogle flotte udsigter. Temperaturen falder også lidt efterhånden som man kommer op, men jeg kunne stadig holde varmen. Jeg brød min regel om altid at køre med MC-jakke og MC-bukser til beskyttelse. Jeg havde stadig rygskjoldet og hjælmen på, men ellers T-shirt og korte bukser. Jeg kørte vel ikke mere end 40 km/t, så skaderne ville være overkommelige, hvis jeg væltede.

Øverst oppe stoppede jeg i Corrubio for at få frokost på Ristorante Al Tesoro. En "salat mista". Jeg spiser ret godt til morgenmad, så jeg behøver ikke så meget til frokost. Jeg havde en aftale med Marco om at besøge ham kl. 14, så jeg trillede ned mod Negrar, hvor han bor. Negrar er hovedbyen for området.

Han har en vingård lige udenfor byen, Dolce Vera, og han er i gang med et kæmpe bygningsprojekt. Han har indtil nu måtttet sælge nogle af sine druer til andre vinproducenter og også ladet andre producenter lave hans vine. Det vil han trække hjem. Jeg smagte tre af hans vine. Faktisk en af hver kategori: en almindelig Valpolicella Classico, en Ripasso og hans Amarone. Hans Valpolicella er god og medium kraftig. Han bruger fire forskellige druer til vinen, hvor Corvina er den dominerende. Ripassoen har næsten samme smag, men er kraftigere og måske har den lidt sødme. Alle vinene kommer fra samme marker, så forskellen er udelukkende fremstillingsmåden. Amaronens druer ligger til tørre indendørs indtil januar eller februar, hvorefter de bliver presset til druesaft, som kommes på tanke, hvor saften gærer. Resten fra presset er drueskaller, som overhældes med den nygærede almindelige vin og der starter en anden gæring. Alkoholprocenten øges et par procenter og vinen bliver til en Ripasso. Marco har også nogle oliventræer, hvor han presser frugterne til olivenolie. Jeg købte en liter. Det kan jeg godt have plads til i taskerne.

Hjemme på basen slappede jeg af resten af eftermiddagen ved swimmingpoolen. Dejligt bare at sidde i solen og slappe af til chikadernes skratten. Aftensmaden var lidt brød med skinke og ost og en af Marcos Ripasso, - eller noget af den, for jeg gik død ret tidligt og måtte gå i seng.